21 personer sad varetægtsfængslet i 10-11 dage efter ungdomshus-uroligheder. Nu har politiet opgivet samtlige sager.

Anklagemyndigheden har opgivet at anke sagen, hvor 13 blev frifundet for uro efter rydningen af ungdomshuset 1. marts sidste år. Samtidig slipper otte svenskere for en retssag. Det oplyser politiassessor Klaus Pedersen, der var anklager i sagen mod de 13.

- Vi må jo nok vurdere, at sagen ikke bevismæssigt bliver anderledes. Så der er ikke grundlag for at tro, at landsretten vil dømme anderledes, siger Klaus Pedersen til Ritzau.

De 13 blev frifundet for at have brændt dæk af i et vejkryds på Nørrebro natten til lørdag den 3. marts sidste år. Otte svenskere er sigtet for det samme, men de sigtelser vil nu blive frafaldet, oplyser Klaus Pedersen.

Alle 21 sad varetægtsfængslet i 10-11 dage og er nu berettiget til erstatning.

/ritzau/