Skuespilleren George Clooney skal en tur i rummet. Han har nemlig sagt ja til at spille astronaut.

Første gang George Clooney spillede med i en film, der foregik i rummet, gik det ikke så godt. Filmen, "Solaris", fra 2002 kunne nemlig ikke få publikum i biografen. Den indtjente kun 15 millioner dollar i USA, og det selvom, at den ellers så populære herre spillede en psykolog, der skulle opklare mystiske hændelser på en rumstation.

Men alligevel har skuespilleren sagt ja til at prøve kræfter med science fiction-genren endnu engang. I en ny film, der hedder "Gravity", skal han spille kollegaen til en kvindelig astronaut, der prøver at komme tilbage til Jorden efter en katastrofe i rummet.

Den kvindelige astronaut spilles af Sandra Bullock, og filmen bliver instrueret af Alfonso Cuaron, der også stod bag fremtidsfilmen "Children of Men".

Oprindeligt ville instruktøren have Robert Downey jr. til at spille Clooneys rolle, men han sprang fra i sidste øjeblik. Den kvindelige hovedrolle var egentlig tiltænkt Angelina Jolie, men endte altså med at blive Sandra Bullocks. De mange udskiftninger fik filmselskabet bag til at overveje at skrotte filmen, men de kom på andre tanker, da George Clooney sagde ja til rollen

/ritzau/