Det er bevist, at det er nemmere at få styr på rygetrangen, hvis du bruger nikotinprodukter, der gradvist afvænner din hjerne og krop fra nikotin, så overgangen fra ryger til ikke-ryger bliver lettere og mere effektiv.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Videnskabelige studier viser, at brug af nikotinprodukter fordobler chancen for, at det lykkes dig at kvitte tobakken. Der er imidlertid ikke tale om mirakelmidler, der alene kan få dig til at holde op med at ryge. Rygestopprocessen kræver også arbejde og engagement, og hvis du samtidig får professionel rådgivning, øger du chancen yderligere – det kan enten være individuel rådgivning eller på et rygestopkursus sammen med andre.


Korrekt brug er vigtig for succes


Nikotinprodukter er medicin, og som med al anden medicin er det vigtigt, at produkterne bruges rigtigt for optimalt udbytte. Det er derfor vigtigt, at du for det første får produkter i den rette styrke, men også at du følger anvisningen for korrekt brug.

Nikotinprodukter findes i flere former som fx plaster, tyggegummi og sugetabletter. Her er en kort oversigt over brugen af nogle af de mest almindelige produkter:

Nikotintyggegummi
Nikotintyggegummi findes i to styrker for gradvis nedtrapning og i mange smagsvarianter, så du kan finde det, der passer til dig. Du kan få gratis nikotinfri smagsprøver blandt andet på apoteket, så du kan prøvesmage, inden du beslutter dig for, hvilken smagsvariant du vil have.

Når du bruger nikotintyggegummi, er korrekt brug meget vigtig, da du ellers ikke får gavn af produktet. Når tyggegummiet tygges frigøres nikotin, som skal optages i mundhulen. For at dette kan ske, skal tyggegummiet hvile mellem kind og tandkød, så længe det smager stærkt. Når den stærke smag har fortaget sig, tygges tyggegummiet igen, og det hele gentages: tygning – hvile – tygning – hvile, til alt nikotin er tygget ud efter ca. en halv time.

Hvis du ikke holder pauser med at tygge, vil der frigøres mere nikotin, end du kan nå at optage i mundhulen. Du vil derfor synke det, og i maven har nikotin ingen effekt. Hvis du oplever, at det kradser i halsen, svier i maven, eller at du generes af hikke og luft i maven, er det tegn på, at tyggegummiet skal hvile længere.


Nikotinsugetabletter
Nikotinsugetabletter findes også i to styrker, der gør nedtrapning mulig. Som med nikotintyggegummi er korrekt brug vigtig, da nikotinet fra sugetabletterne også skal optages i mundhulen. Tabletterne skal altså suges, indtil det smager stærkt, hvorefter tabletten skal hvile mellem kind og tandkød, så nikotinet kan komme i blodbanen, hvor det virker.

Nikotinplaster
Nikotinplaster findes i flere styrker, så du langsomt kan trappe ud af behandlingen. Plastrene bruges som enten dags- eller døgnplaster, og frigiver en konstant mængde nikotin i hele den periode, du har plastret på. Er du meget afhængig af nikotin, eller ryger du den første cigaret inden for den første halve time, efter du er stået op, så anbefales døgnplaster for optimal dækning af morgentrangen. Derved sikres du en vis mængde nikotin i blodet om morgenen, så du allerede fra dagens start er klar til at møde dagens udfordringer.

Plastrene skal placeres på et nyt sted på kroppen hver dag og skiftes én gang dagligt. De bør placeres på et hårfrit område med ubeskadiget hud dér, hvor du sveder mindst.

Du kan altid spørge personalet på dit lokale apotek, hvis du vil vide mere om produkterne.


Kan alle bruge nikotinprodukter?



Nej, nikotinprodukter bør ikke bruges af alle og enhver. Er du fx gravid, bør du rådføre dig med din læge, inden du bruger nikotinprodukter. Det samme gælder, hvis du lider af en kronisk sygdom eller en hjerte-karsygdom. Er du i tvivl, så tag en snak med apoteket eller din læge, før du bruger nikotinprodukter.


For mere information om nikotinerstatningsprodukter, klik her.