Danske Bank på vej med ansøgning til det irske parlament om medlemskab af statsgarantien til de irske banker. Et medlemskab vil koste banken dyrt.

Danske Bank må formentlig bide i det sure æble og betale sig til en del af den irske statsgaranti til bankerne. Det vil koste banken for dyrt at stå uden for garantien og dermed give konkurrenterne på det irske marked en fordel.

- Vi er selvfølgelig utilfredse med den irske model, men der er åbnet for, at udenlandske banker i Irland kan ansøge om medlemskab af garantien, og det vil vi formentlig gøre, siger Jonas Torp, pressechef i Danske Bank til Ritzau.

Flere britiske banker på det irske marked har også allerede meldt ud, at de føler sig tvunget til at ansøge om medlemskab af den irske statsgaranti.

- Et medlemskab er ganske dyrt. Det er nærmest at sammenligne med en meget stor indskydergaranti. Problemet er, at de irske banker har brug for det. Det har vi ikke, og derfor kan vi jo godt synes, det er en lille smule ærgerligt at skulle betale for det, siger Jonas Torp.

Loven, der har rejst spørgsmål i udlandet om konkurrenceforvridning og statsstøtte, dækker ikke National Irish Bank, der er Danske Banks datterselskab.



/ritzau/