Thomas Thøgersen, 45 år, spillede i Brøndby fra 1993-1998

- Jeg har intet haft at gøre med fodbold siden jeg stoppede. Ingenting. Jeg har slet ikke været ude at se noget som helst. Interessen forsvandt, og jeg tænkte bare: ’Nu er det et nyt liv.’

***

- Jeg gik i lære som snedker for 10 år siden og har været i snedkerfirmaet ’Hans Henning Nielsen’ lige siden. Da jeg kom hjem fra Portsmouth i England, spillede jeg et enkelt år i Frem, men så kunne benene ikke mere. Jeg kom allerede i lære som snedker, mens jeg spillede i Frem, så det var fint at have noget, da jeg stoppede. Jeg havde jo ikke tjent nok til at gå og fede den derhjemme. Det er jeg kun glad for. Det er dejligt at være ude på arbejdsmarkedet, selvom det kan være lidt hårdt, når man som jeg kom sent i gang med familielivet. Jeg har tre små drenge på et halvt, to og fire år, så der er fart på.

***

- Det er egentlig utroligt, at jeg kunne leve af fodbolden. Da jeg stoppede i 2002, gik jeg syv år og fik flere og flere smerter omkring lysken og hoften. Jeg kunne slet ikke løbe i alle de år. Da jeg så endelig fik det tjekket, fandt jeg ud af, at hoften sad helt forkert. Lige siden jeg blev født, har den siddet forkert. Min læge var faktisk meget overrasket over, at jeg overhovedet kunne spille professionel fodbold. Han sagde, at jeg havde hofter som en golden retriever. De er ofte født med et hofteskred. For to år siden fik jeg så en ny hofte i venstre side, og nu er jeg begyndt at spille lidt sammen med min bror i barndomsklubben AIK Frederiksholm. Noget veteranfodbold på syvmands-bane. Det er super sjovt, og evnerne kom faktisk ret hurtigt tilbage.

***

- Tiden i Brøndby var uden tvivl det største i karrieren med tre mesterskaber i træk og en masse Europa Cup-kampe. Mine år i Portsmouth nærmer sig på ingen måde de oplevelser.