Sæsonen er begyndt for store og små hvepse: Her er skadedyrsbekæmperens råd


Hvepsene er begyndt at komme frem, og ét råd kan lette kampen mod de stikkende dyr.
Flere skadedyrsfirmaer oplyser, at de midt i maj er begyndt at rykke ud til kunder med hvepseproblemer.
Sommeren og varmen er begyndt tidligt i år, mener Niklas Rasmussen, som er serviceleder i skadedyrsfirmaet Anticimex, som fik de første hvepseanmeldelser inden for de seneste tre uger.
»Så hvis det fortsætter langt ind, kunne det godt blive et gedehamse-hvepseår.«
Hos skadedyrsfirmaet Rentokil er kunderne også begyndt at ringe om hvepse, siger teknisk chef Claus Schultz.
»Foreløbig er vi kommet rigtig godt for land.«
Begge skadedyrsbekæmpere fortæller, at temperaturen dikterer, hvor mange hvepse der kommer på et givent år.
»Vejret har jo en superafgørende effekt på det her. Det, der er turboknappen, når vi taler insekter, det er varme,« siger Claus Schultz, der fastslår, at udviklingen bremses af regnvejr.
»Men hvis vi får en dejlig varm sommer, bliver det en rigtig god sæson set fra vores synspunkt – og knap så god for kunderne.«
Claus Schultz bemærker samtidig, at Rentokil allerede nu får henvendelser om de særligt store hvepse, som også kaldes stor gedehams og bærer på mere gift end de små hvepse.
»De plejer at være lidt sene på sæsonen.«
Anticimex har også fået de første henvendelser om store gedehamse.
Begge skadedyrsfirmaer mærker en generel stigning i mængden af hvepse i Danmark.
Claus Schultz sagde sidste år til DR, at Rentokil havde fjernet 15-20 procent flere hvepseboer i 2023 end året før. Han spår i dag, at udviklingen vil fortsætte.
»Ja, det kan vi se. Og det kan sagtens have noget med klimaet at gøre.«
Anticimex oplevede også flere hvepse end normalt i 2023, vurderer Niklas Rasmussen.
»Det er muligvis også temperaturerne. Jo bedre vejr, det bliver, jo længere sommer, vi har, jo bedre forhold har alle insekter for at formere sig og trives.«
Selvom Rentokil tjener penge på kundernes hvepseproblemer, deler Schultz gerne et råd til de danskere, der ønsker selv at gøre noget for at komme skadedyret effektivt til livs.
Han fortæller, at de hvepse, der kommer i år, stammer fra en hvepsedronning, som har overvintret fra sidste år og etableret sit eget hvepsebo.
Går man i gang med at bekæmpe dem allerede nu, kan man være på forkant, fordi der vil værre færre hvepse at fjerne.
»For de her små bo, der er nu, er noget nemmere og mere effektive og noget rarere at bekæmpe, end når der er 5000 skidesure hvepse, der kommer ud i hovedet på dig«.
Niklas Rasmussen siger, at på bygninger sidder hvepsebo ofte i udhæng og eksempelvis tagrender.