Da det nye elselskab Altid Energi skulle starte op, blev det udbredt vidt og bredt, at det skete med intentionen om at gå imod et marked, der var uigennemsigtigt og til ulempe for kunderne.

Det skete blandt andet i B.T., hvor ejer Werner Valeur proklamerede, at han var 'nødt til at gøre noget', så tingene kunne ændre sig, som han formulerede det. Iværksætteren sagde dog på det tidspunkt ikke noget om, at en stor sum af pengene til den nye satsning kom fra et af de mest udskældte elselskaber på markedet.

Altid Energi er det nye selskab, Werner Valeur har åbnet med et erklæret mål om, at have et transparent selskab med nul gebyrer.

Men i Altid Energi er der altså postet en masse penge fra elselskabet Velkommen. Et elselskab, der netop nu beskyldes for at være for uigennemskueligt, aggressiv i sin markedsføring og efterlade en slipstrøm af utilfredse kunder efter sig.

Blandt andet har B.T. været i kontakt med den tidligere kunde Marianne Borg-Hansen, som efter mange uoverskuelige opkrævninger og en fejl til over 18.000 kroner har forladt Velkommen i vrede.

»Jeg har alene dårlige oplevelser med dem,« lød det blandt andet fra den utilfredse elkunde.

Man kan måske formulere det sådan, at du står på ryggen af et selskab, som er kendt for at efterlade en masse kunder stærkt utilfredse. Hvad siger du til det?

»Jeg vil hellere vende det om og sige, at de kommer til at stå på ryggen af mig. De firmaer, som jeg tidligere har startet, for eksempel Billy og Salary, har altid haft en høj tilfredshed blandt kunderne,« siger Werner Valuer og uddyber:

»Elbranchen er en sektor, der seriøst trænger til, at der er en udefrakommende, som kommer ind og ryster det hele.«

Hvorfor har I valgt at starte med at samarbejde med Velkommen?

»Når man skal ind på elmarkedet, kræver det, at man får en aktørlicens, og her var det oplagt at have et elselskab med, som allerede havde en fod indenfor på markedet. Velkommen var den eneste spiller, som i modsætning til andre elselskaber, rent faktisk bakkede vores vision op,« siger Werner Valeur.

»Det er jo vigtigt at sige, at når jeg laver selskaber, så er det et krav, at jeg har fuld bestemmelse over, hvad der sker,« siger multiiværksætteren.

I forhold til, at Velkommen er et selskab, der ligger nummer henholdsvis nummer to og tre i 2021 og 2022 på listen over elselskaber med flest klager hos Ankenævnet på Energiområdet, lyder det fra Werner Valeur:

»Nu har jeg altid drevet selskaber på ordentlig vis, hvor omdrejningspunktet altid har været kunden i centrum, og det samme vil være 100 procent gældende for Altid Energi.«

Efter B.T. har været i kontakt med Werner Valeur, er Velkommen købt ud af firmaet. Om den beslutninger siger Werner Valeur:

»Vi har justeret i ejerkredsen, hvor jeg fortsætter Altid Energi som hovedaktionær, nu vi har fået aktørlicens ved hjælp af Velkommen,« lyder det i et skriftligt svar fra Werner Valeur, som uddyber:

»Ligesom jeg bestemte før, bestemmer jeg også nu, men Altid Energi ville ikke have været en realitet uden deres involvering. Derfor har jeg heller ikke set nogle udfordringer ved, at de var med, selvom de før har været i vælten.«

Sociale medier flyder over med profiler om privatøkonomi og sparetrick – men hvor meget kan du reelt spare? Det ser vi nærmere på i podcasten Spar Kassen, hvor vi blandt andet får en udregning, der viser, hvordan du kan spare 23.000 kroner om året.

Lyt på Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.