En 63-årig kvinde er lørdag fundet død i Holbæk Havn, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henriette Heinemann.

»Vi modtager et 112-opkald lidt over middag lørdag, da kvinden er blevet fundet i vandet ved Holbæk Havn,« siger Henriette Heinemann.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der tale om en mulig drukneulykke.

»Vi er i gang med at undersøge sagen, men der er umiddelbart ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet.«

Det vides ikke, hvem som fandt den døde kvinde.

Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henriette Heinemann, forklarer, at det bare står noteret i rapporten, at politiet modtog opkaldet til 112, derfor vides det ikke, hvem der ringede ind.

Politiet er nu i gang med at behandle sagen, som de betragter som en tragisk hændelse.

Kvindens pårørende er underrettet.