Natten til torsdag blev en 45-årige mand dræbt i Gladsaxe. Indtil videre vurderer politiet, at der ikke er tale om bandekriminalitet.

Klokken ti torsdag formiddag var området uden for Høje Gladsaxe nummer 94 ryddet og efterladt. Kun små blodspor og nogle kridtstreger vidnede om, at en 45-årig mand blev dræbt, som følge af grov stump vold natten til torsdag.
 
Området omkring Høje Gladsaxe er ofte kampplads for bandekonflikter, og flere beboere var derfor af den overbevisning, at drabet på den 45-årige mand var resultatet af bandekriminalitet.

Men den teori afviser politiet foreløbigt. I hvert fald er bandeenheden Task Force One ikke blevet sat på sagen.

- Vi er selvfølgelig blevet opdateret på drabet, men indtil videre er der ikke noget i sagen, der indikerer, at der skulle være tale om bandekriminalitet, siger lederen for bandeenheden Magnus Andreassen.

Drabet skete kort efter midnat, oplyser Vestegnens Politi. Umiddelbart efter drabet blev en bil set forlade området. Et beboer tæt på gerningsstedet fortæller til B.T., at hans kammerat så en taxa ved gerningsstedet.

- Jeg hørte kun et brag. Men min ven, som har altan ud til den anden side, så en taxa på stedet. Det er sikkert taxamanden, der har ringet til politiet. For de var der nærmest med det samme, siger Ali på 19 år.  

Vestegnens Politi har været meget lukket omkring sagen, men de efterlyser dog vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med drabet.