Telekoncernen TDC lukker ned for de såkaldte binære nyhedsgrupper, der sluger store mængder data til blandt andet videoer og spillefilm.

Telekoncernen TDC har besluttet at stoppe med at opdatere cirka 3000 ud af i alt 41.000 nyhedsgrupper på selskabets nyhedsservere. Lukningen sker fra den 15. oktober og omfatter samtlige såkaldt binære nyhedsgrupper, der bruges til at udveksle for eksempel billed- og lydfiler samt software.

- Hvis vi skulle fortsætte med at opdatere de binære nyhedsgrupper, skulle vi investere et temmelig stort beløb i at købe ny hardware på grund af de enorme datamængder fra de disse grupper. Men investeringen står slet ikke mål med antallet af brugere, og derfor har vi valgt at bruge vores kræfter på de øvrige nyhedsgrupper, siger direktør Frank Vilstrup, TDC Online.

I øjeblikket modtager TDC's nyhedsservere mellem 1500 og 1800 gigabyte data hvert døgn. Skønsmæssigt 98-99 procent stammer fra de binære nyhedsgrupper i form af billedfiler, videoer, software eller sågar hele spillefilm.

/ritzau/