'Jeg troede, jeg kunne gå under radaren.'

Sådan skriver prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med et glimt i øjet i en story på Instagram.

For torsdag gjorde hun comeback på stævnebanen efter næsten fire års pause. Det skete ved et stævne i den tyske by Ankum på hesten Blue Hors Fifty Cent.

Det skriver dressurmediet Eurodressage.

Ekvipagen red til 70,675 i klassen Prix St George, hvilket rakte til en femteplads i klassen.

»Jeg er meget stolt af Fifty, og det var så sjovt at ride ned ad midterlinjen igen. Fifty er virkelig en showman. Han vidste ikke helt, hvad vi havde gang i, men han stolede på mig hele vejen rundt,« lød det fra den danske rytter, der tidligere har været med ved OL.

Selvom hun ikke selv har været af sted til konkurrencer på hesteryg i flere år, har hun på ingen måde været væk fra sporten. Prinsesse Nathalie har været landstræner for det danske dressurlandshold, og det var hende, der stod i spidsen, da holdet var til OL i Tokyo.

Her blev det til en samlet fjerdeplads samt en individuel fjerdeplads til den danske dressurstjerne Cathrine Laudrup-Dufour.

Prinsesse Nathalie på sin gamle konkurrencehest Digby.
Prinsesse Nathalie på sin gamle konkurrencehest Digby. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I den forbindelse fortalte prinsesse Nathalie, at hun selv drømte om at gøre comeback på de helt store scener.

»Det er noget helt specielt. Vores sport er en, vi kan dyrke i lang tid endnu. Det er ikke som tennisspillere eller fodboldspillere, hvor du har en begrænset årrække, du kan udføre sporten i. Vi kan blive ved, når vi er 60-65,« sagde hun til B.T.

Hun har tidligere redet OL to gange, og hun var med på det hold, der i 2008 vandt bronze i Beijing. I 2012 blev det til en individuel 12.-plads, mens det danske landshold blev nummer fire. Dengang var det på hesten Digby, der siden blev pensioneret og i dag ikke lever mere.

I 2017 takkede hun ja til jobbet som dansk landstræner, men i november 2021 valgte hun at takke af, da hun ikke kunne se sig selv i den nye konstellation, der skulle laves.