Nordjyllands Politi har tirsdag aften været til stede ved Skagen Redningsstation, hvor en livløs person omkring klokken 17 blev fundet i vandet.

Politiet bekræfter til B.T., at der er tale om den 56-årige mandlige dykker, der forsvandt lørdag aften.

»Han blev fundet cirka 30 minutters sejlads fra kysten. Han har alt dukkerudstyret på, så der er intet mistænkeligt. Det er en ulykke,« siger Ole Buus, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

»Vi skal have eksperter til at kigge på udstyret. Vi må se, hvad der kommer ud af det. Vi afventer de tekniske undersøgelser,« fortsætter vagtchefen.

Han oplyser, at den afdøde er kørt til Hjørring Sygehus, og at de pårørende er blevet underrettet.

Dykkeren blev meldt savnet lørdag 19.55, da han efter et dyk på et vrag 14 sømil øst for Skagen med to kammerater ikke kom op igen.