Selvom 23-årige Jadarrius Rose stod med hænderne i vejret og havde overgivet sig til politiet, blev en hund pudset på ham. 

Det skriver CNN

The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), der er en menneskerettighedsorganisation, har kaldt episoden for 'barbarisk' og sagt, at den vækker mindelser fra sydstaterne i 1960'erne. 

Hændelsen skete 4. juli på vejen US 35 i Jackson County. Videoen, som du kan se øverst i artiklen, er blevet frigivet af færdselspolitiet i staten Ohio. 

Politiet ønskede at stoppe lastbilen, som den sorte mand kørte i, fordi den manglede en stænkskærm på venstre baghjul. 

Da lastbilen ikke stoppede til kontrol, rykkede politiet ud. 

I videoen kan man se lastbilen sætte farten ned, hvor det ser ud, som om den skal til at stoppe. En betjent træder ud af sin bil og trækker sin pistol, hvorefter han råber, at chaufføren skal komme ud af lastbilen. 

Jadarrius Rose kommer dog ikke ud af lastbilen, men vælger i stedet at køre videre.

Derefter kommer der flere politibiler og forfølger lastbilen, inden de til sidst får den bragt til standsning. 

Denne gang kommer Jadarrius Rose ud af bilen med hænderne i vejret. En betjent råber til ham, at han skal lægge sig på jorden, for ellers vil han pudse hunden på ham. 

I videoen kan man høre en anden betjent sige, at man ikke skal pudse hunden på ham, hvis han har hænderne i vejret. 

Hunden angriber Jadarrius Rose og tvinger ham i jorden.

Færdselspolitiet i Ohio skriver følgende i en mail til CNN: 

»Vores betjente forsøgte at få den mistænkte til at følge politiets ordre gennem verbale kommandoer. Circleville Politi frigav deres hund, hvilket resulterede i, at den mistænkte blev bidt.«

»Den mistænkte kom derefter i politiets varetægt, og betjentene gav førstehjælp og ringede efter sundhedspersonale. Denne sag er stadig ved at blive undersøgt, og færdselspolitiet kan ikke give flere oplysninger på nuværende tidspunkt.«

Den lokale formand for NAACP Nana Watson fortæller til CNN, at anholdelsen og brugen af hunden er barbarisk. 

»Den her opførsel kræver en pause til at reflektere over den uretfærdige og diskriminerende behandling, som sorte personer blev udsat for i Mississippi, Georgia og Alabama, som vi aldrig ønsker skal gentage sig.«