Et af årets vildeste dramaer blev til sidst for meget for hende.

For da Holger Rune torsdag aften spillede sig videre til tredje runde ved French Open, krævede det næsten fire timers spil og fem sæt, inden han kunne række armene i vejret.

Men det sidste og afgørende sæt, som Danmarks bedste herrespiller i øvrigt vandt over italienske Flavio Cobolli efter et matchtiebreak, blev lige spændende nok for danskerens mor, Aneke Rune.

Hun forlod nemlig pludselig spillerboksen, da dramaet satte ild til hele bane 14 og de 2.500 tilskuere, som havde taget plads på tribunerne.

Foto: Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter kampen forklarede Holger Rune da også på pressemødet, hvorfor hans mor ikke så den vilde afslutning, da B.T. spurgte ham ind til den tomme plads i boksen.

Hun var nemlig et nervevrag.

»Det tror jeg, hun var. Hun skrev til mig, at hun var tilbage på hotellet. Jeg tror, hun var vanvittig nervøs og gik et andet sted hen for at se kampen. Det var jo en fuldstændig vanvittig kamp,« lød det fra den danske stjerne.

Aneke Rune har flere gange forladt sin ellers vante plads i spillerboksen, når sønnen er endt i vanvittige dramaer.

Blandt andet sidste år ved Wimbledon, hvor hun på et tidspunkt rejste sig, gik uden for stadion og røg en masse smøger, som hun selv formulerede det.

Holger Rune er klar til tredje runde ved French Open, hvor han møder slovakiske Jozef Kovalik lørdag eftermiddag på Simonne Mathieu-banen.

Du kan følge opgøret live på bt.dk.

Andre læser også