TV 2 reagerer nu på kritik fra de natklubber, som de selv koblede sammen med falske fakturaer og direktøren Martin Malm i dokumentaren 'Den sorte svane'. 

»Jeg er uforstående over for den kritik«, skriver tv-stationens redaktionschef for dokumentar Michael Nørgaard til B.T.

Det sker, efter at de københavnske natklubber Museo og Søpavillionen stillede sig uforstående over for, hvorfor de i dokumentaren skal kobles sammen med den skandaleramte forretningsmand Martin Malm og hvidvask.

I længere udtalelser fra begge natklubber nægter de, at de har været involveret i falske fakturaer og raser over, at de nu bliver mistænkeliggjort. 

»I TV 2 dokumentaren Den Sorte Svane, bliver Museo og en del af ejerkredsen, nævnt med navn og billede, og sat i forbindelse med falske fakturaer, svindel og hvidvask uden nogen som helst dokumentation. Det er vi selvfølgelig både ærgerlige og kede af,« oplyste Museo i en pressemeddelelse

»Det er ikke rimeligt overfor vores gæster, medarbejdere, samarbejdspartnere, bestyrelse og ejerkreds, at museo og ejerkredsen bliver udstillet og mistænkeliggjort i denne sag.«

»Vi har kunnet konstatere, at TV 2 har valgt at nævne Museo og en del af ejerkredsen med navn og billede i dokumentaren på en måde, så det relativt nemt kunne opfattes som om, at Museo og ejerkredsen har været direkte involveret i den hvidvask, der omtales i dokumentaren. Det har vi, som tidligere nævnt, ikke været.«

Det samme budskab havde natklubejeren Simon Lennet på sin Facebook. 

'Som I måske har hørt, så bliver vi nævnt kort i 'Den Sorte svane'. Den seneste måned har vi grundigt dokumenteret for TV 2, at vi intet ulovligt eller forkert har gjort i forbindelse med den omtalte faktura. Vi har betalt en faktura til en underleverandør for en reel vagtydelse. Hvad der sker med pengene derfra, kan vi ikke tage ansvar for.' 

'Lige meget hvor mange nuanceringer og småcamouflerede dementier, som medierne bringer, er det helt ubeskriveligt ufedt at blive hevet ind i en sag, som vi ikke har andel i. Så blot for en god ordens skyld: På Søpavillonen kender vi ikke de folk, som ses bedrage det danske samfund i ’Den sorte svane’.'

Søpavillonen kan ikke forstå den kobling, TV 2 laver.
Søpavillonen kan ikke forstå den kobling, TV 2 laver. Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Redaktionschef i TV 2 Dokumentar, Michael Nørgaard, skriver til B.T., at han er uforstående over for kritikken fra klubkongerne. 

'Vi har noteret os, at Museo og Søpavillonen i offentligheden beklager sig over at blive udstillet og mistænkeliggjort i vores dokumentar,' lyder det indledningsvist. 

De mener, at det er veldokumenteret, at klubberne har betalt fakturaer, der er sendt af direktøren Martin Malm, der i dokumentaren fortæller om sine fakturafabrikker, der bruges til hvidvask. 

'Det er et faktum, at Museo og Søpavillonen har betalt fakturaer sendt fra et selskab, hvis direktør Martin Malm selv har sagt på skjult kamera har til formål udelukkende at bedrive hvidvask. Nu kritiserer natklubberne så TV 2 for at fremstille det som om, at de ikke har modtaget nogen vagtydelser i relation til de pågældende fakturaer.'

Han mener, at det er helt forkert, når klubberne fortæller, at de ikke har kontakt til Martin Malm.

'Sagen er bare, at vores dokumentar slet ikke anklager dem for det. Vi konstaterer tværtimod, at de har modtaget vagter. Vagterne er bare blevet leveret af en privatperson, der slet ikke har noget aktivt firma. Og så har Museo og Søpavillonen betalt til Martin Malms fiktive virksomhed, der på papiret slet ikke har nogen tilknytning til denne privatperson. '

Michael Nørgaard gentager budskabet fra dokumentaren om, at journalisterne bag ikke kan se, hvem fra klubberne der har stået for at betale fakturaerne, men fastholder at de er blevet betalt til Martin Malms fiktive firma. 

'Vi konstaterer i dokumentaren, at dette er en mystisk konstellation, og det fastholder vi. Vi har i den forbindelse understreget, at vi ikke ud fra fakturaerne kan se, hvem fra klubberne der har stået for betalingen.'

Martin Malm har i forbindelse med dokumentaren udtalt, at man ikke har set 'det fulde billede', men har siden ikke ønsket at kommentere sine udtalelser i programmet.