Island får udbetalt endnu en portion af et stort lån fra IMF. Udbetalingen er forsinket på grund af Icesave-striden.

Den Internationale Valutafond (IMF) er nået til enighed med Island om betingelserne for et lån på 884 millioner kroner.

Det er tredje portion af det såkaldte stabiliseringslån på i alt 2,2 milliarder dollar (12,2 milliarder kroner), der udbetales fra IMF.

Denne tredje udbetaling på lånet skal godkendes af IMF's bestyrelse på et møde, som ventes at finde sted i næste uge.

Udbetalingen er forsinket, efter at det blev kædet sammen med Islands strid med Holland og Storbritannien om den såkaldte Icesave-aftale. Den indebærer, at Island skal tilbagebetale de knap 30 milliarder kroner, som Storbritannien og Holland på vegne af Island udbetalte i indskydergaranti til den islandskejede Icesave-banks kunder. Men landene er uenige om betingelserne for tilbagebetalingen af pengene.

IMF's bestyrelse, som Holland og Storbritannien er medlemmer af, havde oprindeligt afvist at udbetale flere rater af lånet på grund af Icesave-striden.

Det fik islandske embedsmænd til at advare om, at recessionen i landet blot vil blive værre, hvis lånet ikke kom til udbetaling.

Der er ikke umiddelbart aftalt nye møder eller et tidspunkt for genoptagelse af Icesave-forhandlingerne med Storbritannien og Holland.

Det er uklart, hvornår forhandlingerne vil fortsætte, men det ventes at blive efter de to lande har holdt valg. I Storbritannien går vælgerne til stemmeurnerne 6. maj, mens hollænderne vælger nyt parlament 9. juni.

/ritzau/AFP