En af de helt store stjerner i det republikanske parti i USA, Mitch McConnell, skabte overskrifter verden over tidligere på ugen. 

Den 81-årige politiker frøs fuldstændig midt i et pressemøde og virkede særdeles desorienteret. 

Og nu er det kommet frem, at politikeren, der har været med til at lede USAs højrefløj siden 2007, havde et meget slemt fald tidligere i måneden, skriver The Guardian

McConnell skulle være faldet med ansigtet først på vej ud af et fly i Reagan Lufthavn. 

For fire måneder siden faldt Mitch McConnell også, hvor han fik sig en hjernerystelse. De mange fald og de manglende ord har igen pustet liv i debatten og ledende politikeres alder i USA. 

Republikanerne selv har kritiseret Joe Biden for at stille op, fordi de mener, hans bedste år er bag ham. 

Charlie Kirk, der er stifter af højrefløjsgrupperingen Turning Point USA, mener, at det er et alvorligt problem. 

Han nævner selv Mitch McConnell (81 år), Joe Biden (80 år), Nancy Pelosi (83 år) John Fetterman, der har fået et slagtilfælde og Dianne Feinstein (90 år) som grelle eksempler. 

»Disse politikere er blevet fredet eller valgt af korrupte parti-strukturer, men de er enten for gamle eller for skrøbelige til at lede landet. De burde gå af,« siger han.