Driverliv i drivhuset. Hvad gør man, hvis man kommer op at toppes med det danske sommervejr? Ja, man kan jo trække i tørvejr i et af de mange badelande, der er landet over. Vi testede tre i Nordjylland. Hvor er det bedst? Hvor er det billigst?

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvor skal man tage hen, når familien savner sol og sommer helt vildt, men ikke har råd til en chartertur? Et godt bud, hvis man har børn i den »flydedygtige« alder, er et tropisk badeland.

De ligger spredt rundt i det danske, stadigt forårskolde ferieland som fatamorganaer med deres vippende palmer, vilde rutsjebaner og plaskende springvand.

I de gigantiske, varmesitrende drivhuse kan man tage forskud på det søde liv ved stranden. Uden at udhule børneopsparingen eller forgribe sig på børnechecken!

Men hvilket feriecenter er bedst? Hvad er det, ungerne efterspørger, og kan det overhovedet forenes med de voksnes ønsker.

For at opklare de spørgsmål, tog B.T. på en krævende »Tour de Badeland« i Jylland til tre af landets største centre: Vigsø Feriecenter ved Hanstholm, Skallerup Klit vest for Hjørring og Rønbjerg Feriecenter ved Limfjorden.

Turen var en ren fest for børnene men lidt af en prøvelse for de voksne. For det kræver ærlig talt nerver af stål og en jernpsyke at henslæbe en forlænget weekend i feriecentrenes kunstige plastichelvede med skrig og skrål og i en evig stank af klorvand og dårlig friture.

Men hvad gør man ikke for de små?

Man gør det samme som alle de andre sammenbidte forældre: Trækker i det grimme, kulørte fritidstøj og prøver at få det bedste ud af weekenden. Altså accepterer ungernes rastløse plageri om endnu en tur i poolen, mere slik og flere mønter til den hæslige, neonlysende spillehal, som åbenbart er obligatorisk indmad i ethvert feriecenter.

Stress og stjernestunder
Og kl. 21.30, når der endelig falder lidt ro over forsamlingen, kan man så stjæle lidt tid til sig selv, åbne en flaske rødvin og flette tanker med fruen, mens man stirrer ud over den nordiske nattehimmel. Øregangen vil dog stadig være fyldt med den dér brusende og hule lyd, der ellers normalt kun generer én, hvis man har stået ved siden af højttaleren til en rockkoncert.

Lyder sådan en weekend som et udmattende marathon, så er det ikke helt forkert. Men igen: Der er selvfølgelig også mange sjove, tætte stjernestunder med ungerne, som når man f.eks. kaster sig ud i vild vandkamp med hele banden eller lammetæver sønnerne på stribe ved bordtennisbordet.

Tilbage til kåringen! Hvilket feriecenter er bedst?

Vi var to voksne og seks børn i alderen 0 til 11 år på turen. Og det viste sig hurtigt, at det var vidt forskellige ting, børnene var vilde med.

Skallerup Klit er klart det størte hit for de ældste børn. Her er kvaliteten i top, både hvad angår hytter, sportsfaciliteter og muligheden for udendørs aktiviteter, som bl.a. kan omfatte et besøg på stedets bondegård, en tur ad junglestien eller et vildt hesteridt på stranden.

Restauranten er til gengæld ikke værd at skrive hjem om, og hovedattraktionen, det tropiske badeland, er både minus og plus. På negativ-siden tæller, at bassinet for de mindste ligger lige ved siden af en dyb, iskold pool, som ungerne uværgeligt drages mod. Samtidig bar det grumsede klorvand præg af, at rensningen ikke kan være særlig effektiv. Vi fik i hvert fald nok!

Mobassa er et hit
Resten af badelandet er okay, omend lufttemperaturen godt kunne have fået et par grader op efter.

Rønbjerg Feriecenter vakte især de mellemste børns begejstring (to, syv og ni år). Hittet er det såkaldte »Mombassa-land«, som er et kæmpe, legeland, hvor ungerne kan fordrive timer, vel at mærke uden gråd og vilde skænderier.

Badelandet har den store fordel for store børn (og voksne), at der foruden mange forskellige opvarmede bassiner og boblebade også er en god, klassisk pool med en tre-meter-vippe.

Restauranten i Rønbjerg er fin med en indbydende buffet, men hytterne er de suverænt dårligste. De er små, dårligt udstyret og ligger som rækkehuse i et socialt boligkvarter. Her er kun udsigt til naboen.

Anderledes i Vigsø Feriecenter, hvor udsigten fra mange af husene er helt formidabel ud over Vesterhavet.

Vigsø Feriecenter vinder suverænt i katagorien »bedste badeland for babyer«. En stor, blidt skrånende og meget lav pool er perfekt for de mindste. Rutsjebanen er en ægte mavekilder for de større, og poolcaféen under palmerne er et stille fristed for de voksne.

Med den sammensætning vores familie har, må Vigsø Feriecenter siges at løbe med den samlede sejr - men kun med et mulehår!

Vigsø er knap så moderne og up-to-date som Skallerup og Rønbjerg. Det er tydeligt, at der ikke investeres i løbende forbedringer i samme skala som hos konkurrenterne. Men hele stemningen på stedet er mindre hektisk og McDonald´s-agtig.

Og meget vigtigt: Vigsø er langt det billigste!