Priserne på kakaobønner er de seneste måneder røget i vejret i rekordfart. 

Og det kan helt konkret mærkes hos landets chokoladeproducenter – og snart også når der skal købes chokolade i landets supermarkeder og chokoladeforhandlere.

Dagbladet Børsen har snakket med to danske chokoladeproducenter, der ikke er i tvivl. 

Prisen på chokolade vil stige. 

Børsen har blandt andet snakket med direktøren for chokoladebutikken Frellsen, Peter Frellsen, der har 38 butikker rundt i landet. 

I starten af året skulle han betale 44 kroner for et kilo rå chokolade – allerede det var en høj pris. Men nu koster den samme vare hele 100 kroner. 

Peter Frellsen vil lægge »forsigtigt ud« med »prisreguleringer«, siger han forsigtigt. 

5-10 procent vil priserne stige på en række områder. 

Børsen har også været i kontakt med Toms, der producerer guldbarren, guldkaramellen og skildpadden. 

Herfra lyder det i et skriftligt svar, at »prisreguleringer er uundgåelige«. 

Årsagen til de høje priser på kakao skal findes i Vestafrika

I Ghana og Elfenbenskysten bliver mere end halvdelen af verdens kakao høstet. Og her har man været plaget af ekstremt vejr, der er blevet forstærket af klimakrisen og vejrfænomenet El Niño, hvilket giver en dårlig høst af kakaobønnerne. 

Har du lyttet til B.T.s nye podcast Spar Kassen endnu?

I det seneste afsnit kan du blandt andet høre, hvordan du kan spare tusindvis af kroner på billån og -forsikring. Og på måske at ændre din kørestil.