Topadvokaten Nicolai Dyhrs medvirken i skjulte optagelser, der bliver vist i en opsigtsvækkende TV 2-dokumentarserie, får nu konsekvenser i Gældsstyrelsen.
Det skriver TV 2.
For efter premieren på TV 2s dokumentar 'Den sorte svane' har Gældsstyrelsen iværksat en ny undersøgelse af samtlige konkurssager, advokaten har behandlet.
Oveni hatten er den tidligere Horten-advokatpartner Nicolai Dyhr blevet fjernet fra Gældsstyrelsens advokatpanel.
Helt konkret optræder Nicolai Dyhr ikke længere på listen over udvalgte advokater, som Gældsstyrelsen kan bruge i forbindelse med konkurssager.
Overfor TV 2 ønsker kontorchef i Gældsstyrelsen, Christoffer Pahle, ikke at kommentere, at Nicolai Dyhr er blevet fjernet fra listen, men han forklarer, at Gældsstyrelsen selvfølgelig skal have tillid til panelets advokater.
»Foregår der noget, der ikke er efter bogen, så er det klart, at så er man nok ikke aktuel for advokatpanelet,« udtaler Christoffer Pahle.
Kontorchefen oplyser, at man ser TV 2s optagelser som meget interessante, samt at det giver anledning til at kigge på flere af Nicolai Dyhrs sager.
Hvor mange sager eller hvor langt man går tilbage, kan Christoffer Pahle ikke udtale sig om.
Dette er kun en af flere konsekvenser, som Nicolai Dyhr er ramt af. Han er også blevet fyret fra det store advokatfirma Horten på baggrund af de udtalelser, han kommer med i de skjulte optagelser i dokumentarserien, som havde premiere i går.
Og han er ikke den eneste advokat, som bliver ramt af konsekvenser for at medvirke i dokumentaren.
Dokumentaren har også haft konsekvenser for advokat Lise Roulund.
I de skjulte optagelser fremgår det, at hun i mere end et år tilsyneladende har lagt konto til en Bandidos-rockers hvidvask.
Samtidig med, at hun har ageret advokat for rockeren.
Lise Roulund har tidligere repræsenteret virksomheden AirHelp i medierne, men ifølge AirHelp er hun ikke ansat i virksomheden, men har arbejdet uafhængigt for virksomheden.
Det samarbejde er nu droppet.
»Vi ønsker at forsikre vores kunder, partnere og interessenter om, at AirHelp opretholder de højeste etiske standarder og forventer det samme af alle fagfolk, vi samarbejder med,« lyder det ifølge TV 2 i en pressemeddelelse fra virksomheden.