Den 24-årige mand, der blev skudt ved moské, har også knivstik i kroppen. Måske er de påført, efter han døde.

Den brutale nedskydning af 24-årige Tamur Asghar på Amerikavej tirsdag havde muligvis et lige så brutalt efterspil.

Ud over offerets talrige skudlæsioner har politiet nemlig også fundet adskillige knivstik i den dræbtes krop.

- Vi forsøger nu at få afklaret, om stikkene er påført før eller efter, han blev skudt. Det kan jo være med til at fortælle noget om brutaliteten, siger vicepolitiinspektør Jens Møller fra drabsafdelingen.

Ifølge politiet trak den dræbte selv en kniv, da de to grupper røg i totterne på hinanden foran moskéen.

Kniven blev fundet på gerningsstedet, men om det er Tamur Asghars egen kniv, der er brugt mod ham, er ikke endeligt afklaret.

Tre mænd er anholdt for drabet - heriblandt en far og hans søn, der begge er såret af skud.

Faren er ramt i skulderen og sønnen, der ifølge politiet formentlig er drabsmanden, er ramt i den ene balle og i maven.

Ifølge Jens Møller er det tilsyneladende venner til den dræbte, der i tumulten skød mod drabsmandens gruppe.

- Vi søger i hvert fald to af den dræbtes kammerater, der flygtede fra stedet, og mindst en af dem var nok bevæbnet, siger Jens Møller.

- Vi har nogle ret gode billeder af dem fra stedet, som vi nu overvejer at offentliggøre, siger han

Ud over den dræbtes venner søger politiet også to mænd, der muligvis tilhørte drabsmandens gruppe.

- Deres rolle er ikke afklaret, men vi vil meget gerne have fat i dem for at finde ud af, om de også var en del af det, siger Jens Møller.

Motivet til skyderiet er fortsat ikke klarlagt.

Den dræbte havde netop åbnet en kiosk og er tidligere dømt for flere tilfælde af grov kriminalitet - heriblandt et drabsforsøg med kniv i 2004.

/ritzau/