Sangeren Nabiha fortæller for første gang om, hvordan hendes nye musik blev til i skyggen af hendes både faderens død og moderens kræftsygdom

Inden for de sidste tre år er der blevet vendt op og ned på Nabihas liv. Mens det har set helt normalt ud udadtil, har alting ændret sig for sangeren personligt.

Samtidig med at hendes karriere har kørt med stigende tempo og større succes, har Nabiha kæmpet en kamp på de indre linjer med stor sorg og smerte.

For omkring tre år siden skete to afgørende ting i Nabihas liv. Hendes mor blev ramt af brystkræft, og kort tid efter fik hendes far også konstateret, at han var ramt af cancer.

»Det skete, samtidig med at min karriere peakede. Jeg spillede i hele Danmark, og jeg var på en del udlandsrejser, blandt andet til USA, hvor det går rigtig godt. Der skete en masse fede ting, og jeg havde en følelse af, at det hele kørte – og så fik min mor diagnosen brystkræft.«

Begge forældre fik kræft

Den 33-årige sangerinde, der er født og opvokset på Vesterbro i København, holder en lille pause, da hun siger det.

Selv om det gør ondt, virker hun samtidig afklaret.

»Kort tid efter min mors diagnose fik min far også konstateret, at han havde kræft.«

Sangeren Nahiba.
Sangeren Nahiba. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hun holder igen en lille pause, men så falder ordene næsten over hinanden:

»Det er en forfærdelig sygdom. Jeg tror næsten, at alle, jeg kender, på et tidspunkt har været berørt af den sygdom på en eller anden måde. Hvad enten det er dem selv, familie, venner eller bekendte. Men det er jo noget helt andet, når det rammer én selv direkte. Jeg har aldrig på et personligt plan haft det så hårdt som i den periode, hvor begge mine forældre kæmpede med den her sygdom,« siger Nabiha, der tydeligvis har brug for at fortælle sin historie.

Ikke kun i en avis, men især gennem det udtryk, hun kender bedst og elsker allermest. Nemlig musikken.

I de sidste tre år har hun brugt sit musikalske talent som en følelsesmæssig redningsplanke, og samtidig som et frirum midt i sorgen.

Derfor er de syv numre på hendes nye album på forskellige måder udtryk for den turbulens af følelser, der har hjulpet hende til det sted, hvor hun står i dag.

»Det har også taget mig tre år at komme hertil,« siger Nabiha, der har overskud til at smile, så gløden i hendes øjne smitter i hele rummet.

En måde at tackle sorgen på

Hun er stadig påvirket af de voldsomme begivenheder i sit liv. Men samtidig så afklaret, at hun er glad for at kunne tale åbent.
Både om smerten og også om den livsglæde, hun har forsøgt at trække på undervejs.

»Det er ikke let for mig at tale om det her. Og det er ikke for sjov. Men faktisk er det også en måde at deale med min sorg på. Det giver mening for mig at tale om det, fordi det hænger uløseligt sammen med min musik.«

Mens publikum foran scenerne og seerne i ’Danmark har talent’ har oplevet Nabiha som en livsglad, varm og givende sangerinde og talentdommer, har hun indadtil kæmpet med frygten, sorgen og til sidst tabet af sin far, der i dag er død som følge af sin sygdom.

»I hele den periode har mit publikum betydet meget mere for mig, end jeg kunne sige til dem. Der har været dage, hvor jeg var i tvivl om, om jeg kunne levere det, jeg gerne ville. Jeg har været i tvivl om, om jeg kunne gennemføre. Og frygtet, at jeg måske ville blive fanget af en bestemt stemning i en sang for eksempel. Men det kom bag på mig, hvor meget energi jeg har fået fra publikum aften efter aften, der har gjort det muligt for mig at gennemføre.

Jeg har stået på scenen og sagt tak. Som man normalt gør. Men der har ligget så meget mere mellem linjerne, når jeg har takket,« siger Nabiha, der fortæller, at også hendes manager, pladeselskab og arbejdskolleger har haft uvurderlig betydning:

»Når man skriver om så personlige ting og følelser, som jeg har gjort, så kommer man meget tæt på hinanden. Og jeg har fået så meget plads og hjælp fra min musikalske familie og rigtigt mange vigtige mennesker, der har vist, at de er der, når det virkelig gælder. Det er jo let nok, når det hele går godt, men noget helt andet, når alt gør ondt, og døden banker på,« siger Nabiha, der også har støttet sig op ad familien og de nærmeste venner og ikke mindst sin mor, selv om det var hende, der havde fået den alvorlige diagnose:

»Min far døde af sin sygdom, men min mor er her stadig og er ikke syg mere. Hun kæmper stadig med efterdønningerne af behandlingerne, men hun er en fighter, en total amazone-kriger. Jeg har altid haft meget respekt for hende, og i dag har jeg det mere end nogensinde før. Det var helt fantastisk, hvordan hun var i stand til at tage over, når jeg ikke rigtigt kunne rumme det hele mere,« siger Nabiha, der også har brugt sin egen kreativitet og sit musikalske talent som støtte og terapi.

Musikken blev et frirum

»Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde haft min musik at kaste mig over. Lige så følelsesløs som jeg i perioder har følt mig, i de perioder, hvor det var allermest slemt, lige så godt har det været at kunne bruge studiet som et lille helle og et frirum.«

»Jeg har skrevet og sunget om de ting, der gør ondt. Mine forældres sygdom og de tanker og følelser, jeg gennemgik, men jeg har også haft brug for at gøre det modsatte. Om at stå op om morgenen til en ny dag, om kærlighed og fester og sanselighed. Alt andet end smerten og det, der er tungt og gør ondt. Til dels som en flugt, men i høj grad også for at minde mig selv om, at det ikke kun er mørke.«

En ordentlig afsked

Det tog noget tid, før jeg fik skrevet mig varm, og det er stadig en proces, jeg er inde i,« fortæller Nabiha, der dybt i sjælen er optimist.

En egenskab, hun har med fra sine forældre.

»Jeg forsøgte undervejs at vende det til noget positivt. Det var faktisk noget, jeg talte en del med min far om i den sidste tid. Og jeg er rigtig stolt over, at jeg hele vejen igennem kunne fastholde et glimt af lys. At der var noget positivt, jeg kunne holde fast i.

Og jeg var der heldigvis også, da min far døde. Hvilket jeg er så taknemmelig for. Det var et forfærdeligt øjeblik og det mest sørgelige øjeblik, men samtidig var det også et fantastisk og meget smukt øjeblik, som jeg ikke ville have byttet for noget. Kræft er en forfærdelig sygdom, og man kan sige meget om det, men jeg kunne have været i den situation, at min far var død pludseligt i en bilulykke, og at jeg og mine søskende aldrig havde nået at sige farvel til ham. Så sygdommen gav os i det mindste mulighed for at få snakket om de ting, der skulle snakkes om, og mulighed for at tage ordentligt afsked.«

Sangeren Nahiba.
Sangeren Nahiba. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Nabiha smiler igen. Det dér karakteristiske smil, som øjeblikkeligt lyser rummet op:

»Lige så hårdt som det var, lige så fantastisk var det at få den mulighed, og det er jeg så taknemmelig for. Hvis man gennemgår et stort personligt tab, så tror jeg, det er vigtigt også at finde det positive i sorgen. Det har jeg i hvert fald behov for som menneske. At huske på, at der måske er noget at lære, og først og fremmest at der er noget at tage videre med i sit liv fra det menneske, man er ved at miste.«