Andreas Helgstrand tager ansvar for vold mod heste, der er foregået på Helgstrand Dressage.

Stutteriejer og dressurrytter Andreas Helgstrand tager det fulde ansvar for mishandlingen af heste, der har fundet sted på Helgstrand Dressage.

Det sker i DR-reportageserien "Mellem hestelort og milliarder".

- Det er 100 procent mig. 100.000 procent mig, som bør og skal have tingene bedre organiseret, siger Andreas Helgstrand.

Han stillede ikke op til interviews i TV 2-programmet "Operation X", der i november afslørede voldelige metoder under træningen på Helgstrand Dressage.

Nu medgiver han, at det var dyremishandling og vold mod heste, som blev udstillet i programmet.

- Ja, det synes jeg. Der er ikke nogen af de ryttere, der er på de videoer der, der rider for os den dag i dag, understreger Helgstrand.

Programmet viste, at ryttere benyttede sig af såkaldt hyperfleksion, hvor hestens hoved fastholdes i en låst position ind mod kroppen. Der var også eksempler på brug af sporen på ridestøvlens hæl, som blev banket ind i siden på hesten.

Den 46-årige Helgstrand forklarer, at det kan være svært at følge med i alt, der sker i et stort firma.

- Man har med unge mennesker at gøre, man forklarer og stiller en masse procedurer op, men der sker fejl alligevel. Vi laver alle fejl, og unge mennesker skal hjælpes hele vejen igennem. De gør ikke det her for at være ond eller led. De er ambitiøse. De vil også gerne vise, at de er gode og dygtige, siger Helgstrand.

Dansk Ride Forbund har besluttet at udelukke Helgstrand i hele 2024. Det betyder, at den tidligere OL-bronzevinder ikke kan stille op til legene i Paris denne sommer.

/ritzau/