Ingen havde set det komme.

Men alligevel lykkedes det på pinlig vis for de danske VM-værter at tabe torsdagens VM-opgør til et undertippet japansk hold med et enkelt mål, 26-27.

Og dét smældende nederlag - der her på B.T. gav dumpekarakter til næsten hele banden - ja, det er noget, der også gør indtryk udenfor landets grænser.

»Det her er vel noget af det vildeste, jeg har set i lang tid. Det er en bombe. Et chok,« siger den norske håndboldekspert Ole Erevik til Viaplay ifølge Dagbladet og tilføjer smældende:

»Jeg tror, at det koger meget i det danske omklædningsrum lige nu. Det er et samlet dansk pressekorps, der næsten har givet guldet til dem allerede. De siger, de er bedre end alle andre.«

»Intet i dag viser, at det er tilfældet. Der går rystelser gennem Danmark her til aften.«

I det svenske har man også travlt med at samle kæben op efter den danske nedtur.

»Jeg bliver chokeret over at se det. Men Japan er svære at spille imod. De spiller en anden form for håndbold, som vi ikke er vant til her i Skandinavien,« siger den svenske landsholdsspiller Tyra Axnér til Aftonbladet.

Og den japanske sejr blev også bemærket hos det internationale håndboldforbund, der i sit kampreferat kalder japanernes sejr over Danmark for den største overraskelse ved VM hidtil.

Du kan læse B.T.s dom over chokket i Boxen lige HER.