Maria Andersen havde gjort det så mange gange før uden problemer.

Planlagt en ferie, booket den gennem udlejningsportalen og dernæst nydt roen fra hverdagens trummerum.

Men da hun med familien onsdag kørte mod Nordjylland for at holde fire dages Kristi himmelfartsferie, gik det fuldstændig galt. 

»Vi havde booket fire overnatninger i et sommerhus gennem Airbnb, og så kunne jeg godt se, at den blev leveret af DanCenter,« siger 47-årige Maria Andersen og fortsætter:

»Havde jeg vidst, hvad der skete, havde jeg aldrig booket gennem dem.«

Det var allerede på køreturen fra Rødovre til Nordjylland, at familien, som bestod af Maria Andersen, hendes mand, 80-årige mor, to børn, svigerdatter og familiens schæferhund, at feriemareridtet startede. 

Selvom den i forvejen lange strækning både blev forlænget af kødannelse efter et biluheld og en travl ferietrafik, var det ikke det, der endte med at frustrere Maria Andersen.

Hun havde først og fremmest fået besked fra DanCenter om, at de skulle hente nøglen til sommerhuset på et lokalkontor 40 minutter fra stedet.

»Det synes jeg var lidt mærkeligt, men mine svigerforældre bor i nærheden, så min svigerfar kørte derop for at hente dem for os,« siger hun og fortsætter:

»På lokalkontoret lå der så 50 kuverter med et fornavn og et bookingnummer frit fremme, som alle i princippet kunne tage. Han gik dem allesammen igennem – og vores nøgle var der ikke.«

Med et par timer tilbage i bilen, forsøgte både Maria Andersen og hendes svigerfar derfor febrilsk at få fat på DanCenter.

Dog uden held – og dermed så familien aldrig skyggen af det sommerhus, de oprindeligt havde booket:

»Vi prøvede alle numre, men vi kunne ikke få fat på nogen. Alt andet var booket og på et tidspunkt frygtede jeg, at vi måtte overnatte i bilen,« siger Maria Andersen, der tilføjer:

»Men så ringede jeg til Airbnb, der hjalp os med at finde et andet sted, vi kunne være. De tilbød også at betale differencen, og var bare helt fantastiske.«

B.T. har forelagt DanCenter kritikken. I et skriftligt svar oplyser en unavngiven talsperson fra firmaet, at gæsten formentlig ikke har kunnet finde nøglen: 

»Gæsten besøgte vores lokale kontor efter lukketid, hvor nøglerne typisk opbevares i en sikker afleveringsboks. I denne dropboks er der konvolutter mærket med gæstens navn og booking-id. Dette er vores etablerede proces for nøgleoverdragelse, når kontoret er lukket.«

»Nogle gange, især sent på aftenen, er der flere kuverter i indleveringsboksen, da mange gæster henter nøgler efter lukketid. Vi forstår, hvis denne situation føltes overvældende for gæsten, som ikke umiddelbart var i stand til at finde deres kuvert blandt mange andre.«

Maria Andersen og familien er dog langt fra de eneste, der har haft problemer med sommerhusudlejningsfirmaet.

B.T. har de seneste mange måneder beskrevet, hvordan udlejere, gæster og sågar personale har haft knap så heldige oplevelser. 

I marts fik Mikkel Manniche og vennerne for eksempel aflyst deres tur i sidste øjeblik, mens Karin og hendes mand mødte op til et møgbeskidt og koldt sommerhus i april.

Og for nylig kunne Dina Langmach så fortælle, hvordan hun endnu ikke havde modtaget sine knap 30.000 lønkroner af firmaet.

Det er blot få af adskillige eksempler.

»Alt det negative var desværre gået min snude forbi. Nu ved jeg dog, at jeg aldrig nogensinde skal booke gennem DanCenter igen,« slår Maria Andersen fast.

B.T. har gennem længere tid forsøgt at få et interview med den indiske ejer af DanCenter, Ritesh Argawal, om de mange sager. 

Det har for nuværende ikke været muligt.