Lis Rye Jensen på 57 år har taget en klar beslutning. 

Hun har simpelthen valgt ikke længere at gå efter de såkaldte SPOT-varer i Nettos tilbudsavis. 

»Jeg er igen og igen gået forgæves ned til Netto-butikken, hvor jeg handler for at købe en SPOT-vare, jeg har set i tilbudsavisen fra Netto. Men ofte så havde de slet ikke varen,« siger Lis Rye Jensen, der bor i Valby i hovedstaden. 

Hun tilføjer:

Kunder hos Netto er forvirrede over, hvor der kan købes SPOT-varer. Nu lover Nettos ejer forbedringer. 
Kunder hos Netto er forvirrede over, hvor der kan købes SPOT-varer. Nu lover Nettos ejer forbedringer.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har derfor besluttet slet ikke at gå efter SPOT-varer i tilbudsavisen igen. Det er simpelthen for usikkert, om jeg kan få den reklamerede vare,« siger Lis Rye Jensen, der er førtidspensionist på grund af en rygmarvskade. 

Hele debatten om SPOT-varerne i Nettos tilbudsavis startede, efter Majbritt Hansen fra Vejen i B.T. fortalte om sine store udfordringer med at skaffe en kop, der netop var til salg som en SPOT-vare.

Majbritt Hansen og hendes mand var rundt i samlet 14 Netto-butikker i Vejen, Brørup, Bramming, Esbjerg og Kolding, og ingen af stederne fandt de koppen.

Det lykkedes dog af få koppen med teksten 'verdens bedste mormor' i en Netto-butik i Rødovre - familie fik opstøvet den for dem. 243 kilometer fra Vejen.

Majbritt Hansen fra Vejen har fået meget omtale, siden hun i starten af maj fortalte om sin søgen efter en kop, Netto reklamerede med. 
Majbritt Hansen fra Vejen har fået meget omtale, siden hun i starten af maj fortalte om sin søgen efter en kop, Netto reklamerede med.  Foto: Privat
Vis mere

»Jeg synes, det er skuffende, at Netto kan sende en avis ud, og så har de ikke en lovet vare så mange steder,« sagde hun til B.T.

'Det er en frustration hos kunderne'
Detaileksperten Bruno Christensen forstår godt, at det er svært for kunderne at forstå, at tilbudsvarerne kan være så svære at få fat i.

»Det er en frustration for kunderne, når man oplever slet ikke at kunne få det i den fysiske butik, som man har set reklameret for i den digitale tilbudsavis,« siger han.

I Nettos tilbudsavis bruges enten gult mærke med ordet 'SPOT' eller en boks med teksten 'Fast sortiment'.

Mens faste sortimenter altså fås i alle Nettos butikker, så er det anderledes med SPOT-varerne.

'SPOT-varer fås kun, så længe lager haves. Nogle butikker fører ikke SPOT-varer,' skriver Netto direkte i bunden af hver side af tilbudsavisen. 

I Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, slog pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen for nylig fast, at det handler om at være først til mølle for at få en SPOT-vare.

»SPOT-varer er ikke en del af vores faste sortiment, og derfor får vi altid varerne hjem i begrænsede mængder. Dem fordeler vi efter bedste evne på tværs af alle landets Nettoer,« sagde han til B.T. om Majbritt Hansens udfordringer.

Jacob Krogsgaard Nielsen, hvad siger du til, at Lis Rye Jensen fraValby efter problemer med at finde de reklamerede SPOT-varer helt har droppet at gå efter dem?

»Skulle man være uheldig at gå forgæves, kan vi kun beklage,« siger han. 

Hør ugens udgave af podcasten Spar Kassen, hvor techanmelder Peter Boier gennemgår en række apps, der sparer dig penge. Lyt i Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.