Det var på ingen måde kønt. Det var faktisk bare helt skidt.
Det danske landshold spillede en forfærdelig kamp mod Japan i første mellemrundeopgør.
Udover de første minutter gik rigtig mange ting galt for Jesper Jensens mandskab, der tabte med 26-27 i de døende sekunder. Et chok-nederlag for landsholdet, der var klare favoritter.
Her kan du læse B.T.s dom over opgøret:
Hvor skal vi næsten starte henne?
Danmark er blevet udråbt til at være blandt favoritterne til at tage flotte medaljer ved årets VM.
Og bevares, det er slet ikke slut i turneringen endnu, men aftenens kamp må i den grad give dybe panderynker hos Jesper Jensen.
Han skal lige først og fremmest sende en kæmpe tak til Althea Reinhardt i målet.
Hun leverede på et stabilt og højt niveau gennem kampen, hvor danskerne var i store, store problemer, og hun er grunden til, danskerne ikke tabte større.
Der blev brændt alt for meget, og landsholdet kunne på ingen måde få det til at fungere mod japanerne. Det gjorde ondt at se på. Intet fungerede, og Japan gjorde, hvad der passede dem.

Det så simpelthen for komisk ud.
Der var egentlig en pause i spillet midt i første halvleg, og to piger løb på banen for at tørre banen af.
Men et eller andet sted var der sket en misforståelse, for spillet blev sat i gang. Og i et splitsekund stod der så to med en klud i hånden midt i Althea Reinhardts felt.
Spillerne opdagede det ikke, inden de to lynhurtigt fik taget benene på nakken, men det gjorde publikum, og der kom både små gisp men også latter i situationen.
Der skete heldigvis ikke noget, men det kunne principielt være gået galt, hvis en japaner havde valgt at skyde hurtigt på mål.
Det har været et gennemgående tema ved årets VM.
Og det har ikke været positivt – for alt for mange gange har Danmark fået en dårlig start på kampene.
Den stime fortsatte mod Japan, hvor danskerne slet, slet ikke kunne finde fodfæste.
Forskellen her var bare, at danskerne slet ikke kunne finde et ordentligt modsvar, og der er rigeligt at tænke over inden lørdagens kamp mod Polen. For der skal rettes op på rigtig mange ting.