Ukrainsk præsidentbesøg i Spanien og Portugal er aflyst. Imens meldes der om kampe i Kharkiv-regionen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har onsdag udskudt alle udlandsbesøg på grund af situationen i Kharkiv, hvor russiske styrker er rykket frem.

Det oplyser pressesekretær Serhij Nykyforov. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Volodymyr Zelenskyj har meddelt, at alle internationale begivenheder planlagt i de kommende dage aflyses, og at nye datoer koordineres, siger Nykyforov på Facebook.

Tidligere onsdag meldte myndigheder i Spanien og Portugal, at et besøg fra den ukrainske præsident var blevet aflyst. Der blev dog ikke givet en begrundelse.

Den portugisiske tv-kanal CNN Portugal og andre medier erfarede allerede på det tidspunkt, at aflysningen skyldes den alvorlige situation i Ukraine.

Spaniens kong Felipe skulle have holdt reception for Zelenskyj fredag. Der skulle også være afholdt en middag til ære for den ukrainske præsident.

Det var derudover ventet, at Zelenskyj skulle underskrive en bilateral sikkerhedsaftale med Spanien.

Den spanske regering ønsker ikke at udtale sig af sikkerhedsårsager. Det spanske kongehus' kalender er ifølge nyhedsbureauet AFP dog blevet opdateret. Mødet mellem Zelenskyj og kongen er fjernet.

En talsperson for den portugisiske regering bekræfter, at den ukrainske præsident har aflyst besøget. Men regeringen kommer ikke med en begrundelse.

Rusland iværksatte en offensiv i Kharkiv-regionen nordøst i Ukraine fredag. Siden har den russiske hær indtaget en række landsbyer i områder, som ligger tæt på Ukraines næststørste by, Kharkiv. Den ligger blot cirka 30 kilometer fra grænsen til Rusland.

Lokale myndigheder i den ukrainske by Vovtjansk nordøst for Kharkiv melder om intense kampe.

- Situationen er ekstremt svær, siger den lokale politichef Oleksij Kharkivskij på Facebook ifølge Reuters.

- Fjenden indtager positioner på gaden i Vovtjansk.

Sent tirsdag erkendte det ukrainske militær, at styrker var blevet flyttet til den nordlige del af Kharkiv-regionen.

- I bestemte områder af Lukjantsi og Vovtjansk har enheder været nødt til at flytte sig til mere fordelagtige positioner som konsekvens af fremrykning og ild fra fjenden som et led i at beskytte vores soldaters liv og undgå tab, lød det i en udtalelse fra det ukrainske militær.

Præsidentkontoret oplyser onsdag ifølge AFP, at forstærkninger er sendt til Kharkiv.

/ritzau/