Der er lagt op til mesterskabsfest i Manchester søndag, efter at City tirsdag aften slog Tottenham.

Manchester City var under hårdt pres i London tirsdag aften, men slap takket være reservekeeper Stefan Ortega fra Premier League-opgøret mod Tottenham med en 2-0-sejr.

Dermed skal det gå meget galt for Pep Guardiolas tropper, hvis ikke de i den kommende weekend skal fejre det fjerde engelske mesterskab i træk.

Titlen kommer i hus med en sejr over West Ham, som intet har at spille for.

Erling Haaland scorede det forløsende mål til 2-0 i overtiden og sørgede dermed for, at City før sidste runde har to point mere end Arsenal, der møder Everton.

Tottenham mistede med nederlaget muligheden for at komme i Champions League i næste sæson. Aston Villa på fjerdepladsen kan ikke længere hales ind.

Netop jagten på Champions League gjorde formentlig aftenen en smule ambivalent for tilhængere af Tottenham.

Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

En Tottenham-sejr - og endda uafgjort - ville nemlig betyde, at klubbens evige ærkerival Arsenal ville være ovenpå i mesterskabsræset før sidste runde.

I britiske medier har det været et stort tema, om Tottenham mon kunne finde på at tabe med vilje for at stække ærkerivalen, men i første halvleg så det ud til, at Tottenham trods alt spillede for sejr.

Allerede efter seks minutter sørgede Rodrigo Bentancur for, at Ederson måtte diske op med en udmærket refleksredning i City-målet.

Tottenham - og i særlig grad Pierre-Emile Højbjerg - var dog også i gavehumør. Efter et kvarter kiksede danskeren en clearing fuldstændig, så bolden havnede hos Phil Foden i en helt fri position.

Højbjerg kunne dog glæde sig over, at Guglielmo Vicario var vågen mellem stængerne og lavede en klasseredning.

Ikke desto mindre var helhedsindtrykket efter første halvleg, at Tottenham havde været bedst.

Vi skulle dog kun små seks minutter ind i anden halvleg, før City slog til. Kevin De Bruyne dykkede mod baglinjen og lagde bolden ind foran mål, hvor Erling Haaland satte foden på og scorede til 1-0.

Spillemæssigt var anden halvleg ikke noget at råbe hurra for, men action var der da.

Ederson blev på det nærmeste slået bevidstløs i et sammenstød med Cristian Romero, og selv om han ikke så specielt klar ud, var han rasende over at blive skiftet ud få minutter senere.

Stefan Ortega, der erstattede Ederson, blev decideret afgørende for City. Dejan Kulusevski var to gange meget tæt på, ligesom Son Heung-min fik en friløber. Men keeperen stod i vejen.

Kampen blev ikke desto mindre afgjort i overtiden, da Jeremy Doku fremprovokerede et straffespark, som Erling Haaland bankede i nettet.

/ritzau/