En malaysisk landsholdsspiller er i en 'kritisk men stabil' tilstand, efter at han blev angrebet med syre ved et indkøbscenter.

26-årige Faisal Halim fik pludselig hældt koncentreret svovlsyre over sig på parkeringspladsen for centret i Kuala Lumpur. 

Politiet ved stadig ikke, hvad motivet bag forbrydelsen er – men to mænd er anholdt for angrebet.

Angriberen, der har spillet 32 landskampe og scoret 15 mål for det malaysiske landshold, har pådraget sig svære fjerdegradsforbrændinger.

Han er ramt på både ansigt, nakke, skuldre, hænder og bryst. 

»Faisal skal igennem minimum to yderligere operationer, vurderer lægerne,« siger vicechef i det lokale politi, Shahril Mokhtar, til malaysiske medier.

»Han er stadig på hospitalet, hvor han bliver tæt overvåget af læger.«

»Det er ret slemt. Han kan ikke rigtigt føle sin venstre arm. Han føler sig stiv i kroppen og er ikke i stand til at tale klart,« lyder det.