Voldsomme videooptagelser sætter nu Enhedslistens partnerskab med den palæstinensiske organisation DFLP i et nyt lys.

B.T. kan med optagelserne afsløre, at DFLP skød en civil 21-årig mand fra Tanzania under terrorangrebet mod Israel 7. oktober sidste år.

Enhedslisten har støttet DFLP med danske skattekroner gennem ulandsbistand. 22 medlemmer af partiet, herunder fire medlemmer fra dets hovedbestyrelse, påstod i forrige weekend, at der ikke fandtes dokumentation for, at DFLP havde dræbt civile i angrebet. 

Men B.T. har analyseret tre videoer, som dokumenterer, at DFLP skød 21-årige Joshua Mollel fra Tanzania. 

Han var i praktik på et mejeri og blev bortført fra Kibbutz Nahal Oz om morgenen 7. oktober og senere henrettet.

Den første video er offentliggjort af DFLP.

I begyndelsen af videoen står der på arabisk, at det er optagelser af DFLP's paramilitære fløj, Martyr Omar Al Qassem Brigaden, da den »stormede fjenden«, og »dræbte fjendtlige soldater som en del af operation al-Aqsa Flood,« hvilket var navnet på terrorangrebet 7. oktober.

I videoens sidste klip ser man en ubevæbnet person ligge på jorden, der koldblodigt bliver likvideret af en mand med en riffel. DFLP har sløret den dræbte i videoen. 

Men det passer ikke, at det var en israelsk soldat, der blev skudt. 

B.T. er kommet i besiddelse af to andre videoer, der viser, at den slørede person i DFLPs video er Joshua Mollel. Dokumentationen kan ses i videoen i toppen af artiklen. 

I den første af de to optagelser ser man en gruppe bevæbnede mænd, der bortfører Joshual Mollel. Gruppen står på en vej, hvor de hiver og flår i Mollel, der på det tidspunkt stadig er i live.

I den næste video ser man en mand med en lang kniv stå tæt ved Mollel, der ligger livløs på jorden. Herefter stiller en mand bevæbnet med en riffel sig over ham og affyrer adskillige skud i brystet og maven.

Mollel kom til Israel i september sidste år for at begynde sit praktikophold på et mejeri i Kibbutz Nahal Oz efter at have færdiggjort sin uddannelse i landbrug. Det var første gang, han rejste uden for Tanzania.

Han havde været der i en måned, da Hamas og andre palæstinensiske grupper fra Gaza angreb Israel. Tanzanias regering erklærede Joshua Mollel død 14. december sidste år.

Tanzanias ambassade i Israel oplyser til B.T., at hans lig stadig er i Gaza, og at ambassaden forgæves har forsøgt at få liget udleveret.

Uden liget kan familien i Tanzania ikke tage ordentlig afsked med Joshua Mollel. Derfor er hans far, Loitu Mollel, stadig i dyb sorg, fortæller ambassaden.

Joshua Mollel fra Tanzania var i praktik på et mejeri i en kibbutz, der blev angrebet. Privatfoto
Joshua Mollel fra Tanzania var i praktik på et mejeri i en kibbutz, der blev angrebet. Privatfoto
Vis mere

I et interview med BBC beskrev Loitu Mollel sin søn som høflig og seriøs. Han fortalte, at sønnens største ønske var at blive den mest succesfulde landmand i Tanzania.

»Jeg sagde til ham: 'Opfør dig ordentligt, for du er et nyt sted, og få mest muligt ud af det praktikophold’,« sagde Loitu Mollel til BBC et par uger efter angrebet 7. oktober.

Joshua Mollel var blandt de 14 civile, der blev dræbt i Kibbutz Nahal Oz den 7. oktober.

I forrige uge kunne B.T. afsløre, at DFLP også deltog i massakrerne i Kibbutz Be’eri, Kissufim og Kfar Azza. I et af hjemmene i Be’eri efterlod Martyr Omar Al-Qassem-styrken deres signatur skrevet med graffiti på væggen på arabisk.

Enhedslisten stoppede sit samarbejde med DFLP, efter Jyllands-Posten i oktober sidste år beskrev, at den palæstinensiske organisations afdeling i Gaza havde deltaget i terrorangrebet.

Ifølge avisen blev samarbejdet mellem Enhedslisten og DFLP finansieret med offentligt betalt ulandsbistand i perioden 2013-2021. Der blev brugt 3,2 mio. kr. på et samarbejdsprojekt med DFLP og to andre venstreorienterede partier på den palæstinensiske vestbred, beskrev Jyllands-Posten.

Til Enhedslistens årsmøde i weekenden foreslog 22 medlemmer, hvoraf fire sidder i partiets hovedbestyrelse, at genoptage samarbejdet med DFLP.

Medlemmerne begrundede forslaget med, at det aldrig var dokumenteret, at den palæstinensiske partner havde begået drab på civile i terrorangrebet.

Partiledelsen tog afstand fra forslaget, som blev stemt ned.

B.T. har forelagt de nye oplysninger for Enhedslisten: at DFLP stod bag drabet på den 21-årige praktikant Joshua Mollel fra Tanzania.

»Det er jo så rædselsfuldt,« siger udenrigsordfører Trine Pertou Mach og uddyber:

»Det bekræfter endnu engang, at det var det helt rigtige at bryde relationen til DFLP, så snart vi blev bekendt med deres involvering i terrorangrebet den 7. oktober. Det viser også, at forslagsstillernes påstand om, at DFLP ikke har deltaget i krigsforbrydelser, er lodret forkert.«

»Derfor er jeg glad for, at de blev stemt benhårdt ned af Enhedlistens medlemmer på weekendens årsmøde. Enhedslisten tager den skarpeste afstand fra alle der begår terror og krigsforbrydelser.«

Trine Pertou Mach siger, at de danske skattekroner til DFLP blev brugt på Vestbredden og ikke i Gaza:

»Det var et samarbejdsprojekt med tre palæstinensiske organisationer, og bistandskronerne er gået til aktiviteter såsom workshops om ligestilling og unges engagement i demokratiet. Så der er ikke gået danske bistandskroner til den væbnede fraktion i Gaza.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra nogle af de 22 medlemmer i Enhedslisten, der ville genoptage samarbejdet med DFLP. De har foreløbig ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger.