»Det har været følelsesladet. At se etapen og ham styrte. Det gjorde indtryk på alle på holdet, selvfølgelig. Den eftermiddag sad man bare og ventede på opdateringer.«

Tim Heemskerk tænker tilbage på torsdag 4. april. 

Dybt berørt hungrede hollænderen efter nyt om Jonas Vingegaards tilstand efter det voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt, der viste sig at koste flere brækkede ribben, et brækket kraveben og en punkteret lunge. 

 Nu er Visma-træneren nok den, der følger Vingegaard allertættest. Men han er langtfra alene om det.

Jonas Vingegaard har vundet to løb i 2024: O Gran Camiño og Tirreno-Adriatico. Bliver Tour de France det tredje?
Jonas Vingegaard har vundet to løb i 2024: O Gran Camiño og Tirreno-Adriatico. Bliver Tour de France det tredje? Foto: Fabio Ferrari/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi arbejder meget hårdt sammen med ham,« fortæller Tim Heemskerk.

»Vi prøver at hjælpe ham med at snakke om tingene. Det gælder også på hjemmefronten med Trine. Vi hjælper allesammen til.«

Aldrig har det været nogen hemmelighed, at Jonas Vingegaard er familiemenneske med stort 'F.' 

I skrivende stund tilbringer han tid i Danmark med datteren Frida og hustruen Trine omkring hjemstavnen Glyngøre, hvor familien lige har erhvervet sig en stor luksusvilla, du kan se billeder af her.

»Jeg ved ikke, om han løfter Frida endnu, men jeg ved, at det går rigtig godt med fysioterapeuten,« siger Tim Heemskerk om danskeren, der udover fysioterapeuten også har en ernæringsekspert ved sin side.

»Men han kan godt foretage sig normale daglidagsaktiviteter: Gå rundt, skifte tøj, bevæge sin arm.«

I sidste uge var Jonas Vingegaard på udendørs træningstur for første gang, siden han slog sig, hvilket var et ekstremt vigtigt skridt i jagten på at komme sig og blive klar til Tour de France.

Faktisk et af to nøglepunkter, siger Tim Heemskerk.

»Det første skridt var at komme ud af hospitalet (hvor han lå 12 dage, red.). Det næste var udendørstræningen. Det er virkelig to milepæle, og ellers arbejder man så med fysioterapeuten for at gøre klar til næste skridt, som formentlig bliver intensitetstræning.«

Jonas Vingegaard bliver fulgt tæt hver dag, og et af trænerens fokuspunkter er, om stjernen er i smerter. Derfor er det også Vingegaard selv, der beslutter, hvad han vil. 

»Jeg er bekymret for tab af iltoptagelse og muskelmasse. Men vi må holde os for øje ikke at forcere noget og kun forsøge ting, når atleten føler sig klar det til,« fortæller Tim Heemskerk.

»Og hvis Jonas ikke er klar til det, siger han til.«

Til gengæld har Vismas-trænertroldmand flere gange påpeget, at ingen træner som Jonas Vingegaard, fordi han er så pligtopfyldende og følger sit program til punkt og prikke.

»Det er næsten det perfekte eksperiment for sådan en som mig. For Jonas betyder fem timers træning fem timers træning. Lav belastning betyder lav belastning. Så ved du, hvad du får ud af træningen og kan nemmere se, hvis det går bedre end forventet.«

Tour de France starter 29. juni i Firenze.