Lige forude ligger den og lurer: Årets første sommerdag.

»Der er da bestemt en chance for, at vi får den første sommerdag enten i dag eller i de næste par dage,« som Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI, udtrykker det onsdag morgen.

En sommerdag betyder i meteorologisk forstand, at temperaturen når op på 25 grader, og allerede tirsdag kom det endog meget tæt på at ske.

Her målte DMI lige præcis 24,9 grader ved Stauning, der ligger lige vest for Skjern ud til Ringkøbing Fjord.

Og hvis vi skal forbi den magiske grænse vil det også være i Vestjylland, at chancen er størst, lyder vurderingen.

»Frem til lørdag vil der være mulighed for, at vi passerer det et eller andet sted – og det vil hovedsageligt være i Vestjylland, at muligheden foreligger,« siger Klaus Larsen fra DMI.

Vinden kommer således fremdeles fra sydøst, hvilket fortsat betyder, at de østvendte kyster får det lidt koldere, og temperaturerne vil være højere de steder, hvor vinden i længst tid passerer hen over land.

DMIs prognoser for onsdag viser da også, at eksempelvis Esbjerg, Skjern, Ringkøbing, Varde (men også Kolding) balancerer lige omkring de 24 grader i dag.

Men helt generelt kommer dagen dog i bund og grund til at ligne de foregående:

Masser af sol fra en skyfri himmel over næsten hele landet.

»Skal vi ikke bare gentage succesen,« som Klaus Larsen fra DMI siger det.