Anklageren er ikke i tvivl.

Efter første retsdag i sagen mod Korsørmanden fastslog specialanklager Susanne Bluhm, at særligt én type bevis kommer til at spille en afgørende rolle i retssagen. 

Dna.

Både i forhold til den 15-årige efterskoleelev fra Sorø, men i særdeleshed også i relation til sagen om Emilie Meng, hvor en rulle tape og et par bukser bliver fremhævet.

Det var på Korsørmandens bopæl i Svenstrup, at man fandt den sorte kuffert blandt mange andre effekter. Foto: Anthon Unger
Det var på Korsørmandens bopæl i Svenstrup, at man fandt den sorte kuffert blandt mange andre effekter. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Den 33-årige tiltalte nægter at have dræbt hende, men tirsdag er det kommet frem, at politiet mener at have helt konkrete beviser mod ham.

Mere konkret kom det frem, at der på Korsørmandens bopæl er blevet fundet dna fra Emilie Meng, ligesom der også er fundet dna-spor på den 17-årige piges bukser.

En rulle tape kan blive afgørende
Efter anholdelsen af den 33-årige mand, i forbindelse med befrielsen af den 13-årige pige fra Kirkerup 16. april 2023, gennemgik politiets teknikere minutiøst hans bopæl i Korsør.

Og det var i den forbindelse, at politiet blandt andet fandt en sort kuffert, hvori der lå flere effekter.

Blandt andet en rulle tape. Og det er netop på taperullen, at der ifølge anklagemyndigheden er fundet dna, der med allerhøjeste sandsynlighed tilhører Emilie Meng.

»Det skal for god ordens skyld tilføjes, at det er den eneste genstand på den tiltaltes bopæl, hvor der er blevet fundet dna fra Emilie Meng,« lød det fra specialanklager Susanne Bluhm.

Hun forklarede videre, at politiet også har sammenlignet taperullen med det pakketape, der blev fundet på den 17-årige piges lig.

Da det i julen 2016 dukkede op i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup, var hovedet bundet ind i tape.

En ekspert skal senere vidne om netop de to fund af tape. 

»Uden at afsløre for meget, så passer det meget godt sammen,« fortalte Susanne Bluhm under sin forelæggelse af sagen.

Har afgivet dna-prøve flere gange
Korsørmanden var en af de knap 1500 personer, der blev afhørt og frivilligt afgav en dna-referenceprøve i 2017. Det skete i forbindelse med, at Korsørmanden var ejer af en lys Hyundai i30, som umiddelbart var den bil, der blev set på Korsør Station i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden. 

Men der var intet match.

Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag 2016. Hun blev fundet afklædt og med en rensebørste i håret. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag 2016. Hun blev fundet afklædt og med en rensebørste i håret. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Foruden Emilie Mengs lig blev også en Netto-pose fundet ved Regnemarks Bakke i Borup et halvt år efter hendes forsvinden.

I posen var Emilie Mengs tøj – heriblandt sko, cowboybukser og en trøje, som politiet forsøgte at sikre spor fra. 

Politiet opgav i årenes løb ikke tanken om, at dna kunne være nøglen til opklaring af sagen. 

Derfor tog de i efteråret 2020 kontakt til en afdeling under Københavns Universitet. 

Her allierede man sig med afdelingens leder, den verdensberømte dna-forsker Eske Willerslev, for at se nærmere på utraditionelle dna-metoder. 

Bukserne fra nettoposen var nemlig efter politiets opfattelse »særligt interessante.«

»De blev fundet med vrangen ud. Man tænkte, gerningsmanden måtte have rørt bukserne. De blev sendt til fornyede undersøgelser for Center for Geogenetik, hvor de prøvede at udvinde dna,« fortalte anklageren. 

I et halvt år var Emilie Meng forsvundet og sagen har vakt forargelse flere steder i verden. Under retssagen er flere udenlandske medier mødt op. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
I et halvt år var Emilie Meng forsvundet og sagen har vakt forargelse flere steder i verden. Under retssagen er flere udenlandske medier mødt op. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det lykkedes at finde et spor og derved lave dna-profil, men dog ikke på en måde, så sporet kunne sammenholdes med de knap 1500 referenceprøver. 

Foruden Eske Willerslev har politiet også allieret sig med udenlandske eksperter som led i efterforskningen af drabet på Emilie Meng.

Mere konkret er der tale om en brite, der i sin tid identificerede mærket på den bil, der blev set på Korsør Station i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden.

Også to kvindelige vidner er indkaldt i sagen.

Den ene mener at have set en mystisk mand ved Regnemarks Bakke efter Emilie Mengs forsvinden. 

Den anden fandt hendes lig ved selvsamme sø juleaftensdag i 2016. 

Læs eller genlæs B.T.s liveblog fra første retsdag her.