Jonas Vingegaard er tilbage i sadlen, og drømmen om endnu et forsvar af den gule førertrøje i Tour de France lever.

Det gør den i den grad også hos Danske Spil, hvor den seneste meget optimistiske opdatering fra Vingegaard og Team Visma-Lease a Bike har kastet en stor ændring på kuponerne af sig.

Siden det brutale styrt i Baskerlandet Rundt har Tour-håbet været dødt og begravet hos spiludbyderne, og man har derfor ikke kunne lægge sine penge på danskeren som vinder. Men hos Danske Spil er det nu slut.

Glyngøreboen er ikke bare tilbage som en mulighed på kuponen, men vælter tilmed sin ærkerival – Tadej Pogacar – af pinden og træder direkte tilbage som favorit til den samlede sejr hos Oddset.

»Både vi i Danske Spil og danskerne har stor tiltro til, at han når at komme sig helt og tilmed komme i kanonform inden løbet,« lyder det fra oddssætter og cykelekspert hos Danske Spil Thomas Theede Therkildsen til B.T.

Favoritværdigheden betyder dog også, at der ikke er meget at vinde ved at lægge sine æg i Vingegaards kurv.

Danskeren giver pengene beskedne 1,85 gange igen, så et indskud på 100 kroner altså vil give dig 85 kroner profit i lommen, hvis danskeren skulle træde sejren hjem og lave et Tour-hattrick.

Jonas Vingegaard er lige knap strøget ind som favorit til Tour-sejren foran Tadej Pogacar, vurdere Danske Spil.
Jonas Vingegaard er lige knap strøget ind som favorit til Tour-sejren foran Tadej Pogacar, vurdere Danske Spil. Foto: Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Halvdelen af de danskere, der har spillet på Tour de France, har spillet på Jonas Vingegaard som vinder af løbet, og det på trods af hans styrt og deraf afbrudte optakt,« siger Therkildsen, som er meget optimistisk på Vingegaards vegne, selvom optakten ikke har været optimal.

På papiret er Danske Spil dog noget mere usikre på, hvem af de to konkurrenter, der trækker det længste strå, end hvad Therkildsen giver udtryk for. 

Lægger man formuen på Vingegaards slovenske nemesis, får du den fordoblet, hvis UAE-rytteren generobre den gule trøje i Paris – altså er der kun 0,15 i forskel på de to odds.

»Hans grundform, mentalitet og tekniske færdigheder gør ham second to none, hvis han kan nå at finde formen inden løbsstart. Selv hans største rival, Tadej Pogacar, kalder ham verdens bedste bjergrytter, og det er vi enige i,« lyder det slutteligt fra Danske Spils oddssætter.

Danske Spil oplyser desuden, at dette års tal er nærmest identiske med sidste år, hvor dobbelt så mange af danskerne tror på Jonas Vingegaard som Pogacar til trods for danskerens svær optakt til løbet.

Desuden er 10 procent af alle spil, som er lagt på den samlede vinder, lagt på Vingegaards amerikanske højre hånd Sepp Kuss, som vandt Vuelta a España sidste år – og som måske skulle have været Visma-kaptajn, hvis ikke hans danske chef blev klar. Amerikanerne giver pengene 30 gange igen.

Af øvrige favoritter kan nævnes den nu forhenværende Visma-rytter Primoz Roglic, der nu skal konkurrere mod Vingegaard, og som giver pengene 11 gange igen, mens man kan ende med at femtendoble sine penge med et odds på Remco Evenepoel.

Trods optimismen fra bookmakeren er det fortsat uvist, om Jonas Vingegaard rent faktisk stiller til start årets udgave af Tour de France. Ifølge Visma-Lease a Bike-teamet besluttes det i løbet af de næste uger.