Det kommer til at regne med kort, hvis spillerne ikke retter ind til EM.

Kan du huske, da VAR blev introduceret ved VM i 2018, og vi lige pludselig så en overflod af straffespark? Denne gang ser det ud til, at blive gule kort, der kommer strømmende.

UEFA har netop givet klare instrukser om, at EM-dommerne skal straffe alle - bortset fra anføreren - der henvender sig til dommeren og 'viser tegn på manglende respekt eller uenighed'.

»At forklare en beslutning med op mod 22 spillere, der omringer dig, er umuligt for en dommer. Det kan føre til et sammenbrud i kommunikationen, hvor det smukke spil meget hurtigt bliver meget grimt. Det er dårligt for fodboldens image, er alle enige om,« lyder det fra Roberto Rosetti , UEFAs administrerende direktør for dommere.

Det er slut med at omringe dommeren - som her på Wembley under EM-semifinalen i 2021.
Det er slut med at omringe dommeren - som her på Wembley under EM-semifinalen i 2021. Foto: Frank Augstein/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Spiller- og træneradfærd var et af hovedemnerne på det nylige møde i UEFA Football Board i Nyon, hvor blandt andre Michael Laudrup deltog. 

Nu vil UEFA mødes med alle 24 deltagende nationer for at forklare linjen ved EM.

Blandt andet vil de appellere kraftigt til anførerne om at hjælpe til med at holde holdkammeraterne væk fra dommeren.

Men hvad så hvis ens keeper er anfører? Skal han så ud af kassen hver andet øjeblik?

Nej, siger UEFA-chefen.

»Hvis anføreren er en målmand, skal de nominere en markspiller, som kan udfylde denne rolle, hvis en hændelse skulle opstå i den modsatte ende af banen.«