Salget af aktier i det nationale lottoselskab skulle have polstret statskassen med milliarder.

Den spanske regering må se bort fra en forventet stor "lottogevinst" på knap 50 milliarder kroner på grund af de uforudsigelige forhold på de globale aktiemarkeder.

Onsdag blev den delvise privatisering af det nationale lottoselskab, der var planlagt til at finde sted i oktober, aflyst.

Regeringen havde kalkuleret med en indtægt på op til 7,5 milliarder euro fra salget af 30 procent af aktierne i Loterias y Apuestas del Estado, der blandt andet står bag landets berømte julelotteri, El Gordo (den tykke).

Privatiseringen ville være den største nogensinde i Spanien, og provenuet skulle være anvendt til at styrke statens finanser. Men uroen på de globale finansmarkeder, blandt andet udløst af Spaniens dårlige økonomi, kom i vejen.

- Markedsforholdene er helt anderledes nu, end da aktiesalget blev besluttet, hedder det i en udtalelse fra finansministeriet. Regeringen annoncerede privatiseringen den 29. april i år, men børsnoteringen blev først godkendt af parlamentet fredag i sidste uge.

- Når omstændighederne på aktiemarkedet tillader det, kan en notering blive aktuel igen, skriver ministeriet.

Oprindeligt var det planen at sende lottoselskabet på børsen i november, men den socialistiske regering besluttede sig for at fremrykke aktiesalget til før parlamentsvalget den 20. november, som ventes at give et nederlag til den siddende regering.

Det største oppositionsparti, det konservative Partido Popular, som scorer højt i meningsmålingerne, meddelte tirsdag, at det vil stoppe de planlagte privatiseringer af lottoselskabet og lufthavne, såfremt partiet overtaget regeringsmagten.

- Disse privatiseringer er helt uacceptable. Salget af aktiverne vil give staten et tab, sagde Cristobal Montoro, økonomisk rådgiver for Partido Popular, og anset som favorit til posten som finansminister i en eventuel ny regering.

Regeringen har planer om at sælge op til 90,5 procent af sine aktier i lufthavnene i Madrid og Barcelona i slutningen af november. Dette salg ventes at indbringe mindst 5,3 milliarder euro.





/ritzau/AFP