Knap havde hun taget en bid af salaten, før en skinger og hånlig latter fra de andre fyldte køkkenet. Hendes mund snerpede sig sammen, da hun sank. Hun kunne smage det. De havde tisset i hendes mad. Hun styrtede ud på toilettet og kastede op.
»Man følte sig aldrig rigtig sikker,« fortæller hun. 52-årige Maria Hirse. Som i 2021 fik en ubetinget dom på to års fængsel, og under sin afsoning ikke alene fik dødstrusler, men også dagligt var vidne til, at der kunne ske vold og overfald blandt hendes medfanger.
Og selv flere gange oplevede, at der var hældt urin i hendes mad, ligesom hun fik kastet afføring efter sig.
»Daglig chikane, hvor man gjorde alt for at få andre ned med nakken.«
At give andre kendskab til, hvad der foregår bag murene, er blevet den tidligere tv-stjernes mission. Og det er derfor, at der i denne uge lander en ny bog på hylderne.
'Kvinde værst – mit liv bag tremmer' kalder hun den. Ikke uden grund.
Hun forsøger på ingen måde at løbe fra den kriminalitet, der var årsagen til, at hun havnede bag tremmer og som du forleden kunne læse om på bt.dk.
Men Maria Hirse tror, at mange af os, som ikke har været der, har svært ved at forestille os, hvordan hverdagen i fængslet er. At vi kun kender den fra DRs dramaserie 'Huset'.
»Jeg har jo også set serien og synes, at den er rigtig god. Men den er slet ikke så barsk, som det virkelig er. Virkeligheden er hårdere. Meget hårdere. Ikke mindst hos kvinderne,« siger Maria Hirse, ifølge hvem der i fængslets mandeafdelinger afregnes kontant, og så er det overstået. Mens det hos kvinderne bliver ved. Og ved. Derfor titlen på bogen.
»Det kræver styrke at stå det igennem,« erkender hun.
Det er tre år siden, at Maria Hirse fik sin dom. Forud for den havde hun siddet varetægtsfængslet i knap et halvt år i Svendborg Arrest.
Nu blev hun sendt til Horserød Fængsel i Nordsjælland og var fyldt af taknemmelighed, da hun på grund af sine mange sygdomme blev tilbudt plads på en særlig og skærmet misbrugsafdeling. Hvor cellerne havde eget toilet, bad og tv. Et kæmpe fremskridt fra Arrestens kummerlige forhold.
Men den psykiske virkelighed skulle snart vise sig anderledes. Hvilket hun oplevede på tætteste hold. I såvel Horserød som Jyderup Statsfængsel, som hendes knap to år lange afsoning vekslede mellem.
Det var under sit andet ophold i Horserød, at hun fik tilbud om at komme på en 'kontraktafdeling', som lå i samme hus som hendes 'gamle' afdeling, misbrugsafdelingen, hvor hun valgte at tilbringe al sin fritid.
»Men fra den ene dag til den anden blev jeg opfattet som dybt illoyal, når jeg hellere ville være på en anden afdeling end min egen,« forklarer Maria Hirse, som ikke desto mindre holdt fast i sit valg.
»For jeg havde det sjovt med dem fra den anden afdeling, hvor dem på min egen bagtalte alt og alle dagen lang. Så pludselig lå jeg nederst i hierarkiet. Det var knap så muntert.«
»Det var hårdt ikke at kunne gå ud af sin celledør uden at være sikker på, hvad du mødte,« siger Maria Hirse om hierarkiet og de indsattes uskrevne regler.
Og altså hvor lidt der skulle til for at antænde medfangernes i forvejen korte lunter.
»Jeg kunne mærke, at der blev taget mere og mere afstand, og jeg hele tiden fik kommentarer.«
Som beskrevet i indledningen husker hun, hvordan hun en dag havde lavet en salat klar til sig selv i køkkenet, derefter forladt rummet i et par minutter.
Hvilket var tid nok til, at to af de indsatte benyttede hendes fravær til at tisse i salaten. Og det var bare første gang.
»Min celle lå lige overfor køkkenet, så jeg kunne tit høre de to værste af kvinderne i afdelingen, og hvad de nu havde fundet på i køkkenet.«
»Så de sidste seks uger, jeg var der, kunne jeg ikke lave mad. Der spiste jeg kun kold indpakket mad fra køleskabet,« fortæller Maria Hirse, som oplevede de samme indsatte kaste afføring efter hende, hive hendes vasketøj ud af maskinen og trampe på det, kaste hende mod en mur og ikke mindst – da hun på et tidspunkt på grund af sin sygdom havde svært ved at gå – smøre gulvet og dørhåndtaget til hendes celle ind i olie, så hun faldt og bankede hovedet i gulvet.
Dødstrusler fik hun også. Flere af. Og personalet? Der var ingen hjælp at hente.
»Hvis vagterne er på kontoret, er der frit slag. Og de kommer ikke, med mindre de skal komme. Og det kan godt tage sin tid, hvis de enten spiller med de indsatte eller spiser.«
»Så du kan sagtens slå nogen ned med en sok med sæbe i uden, at der er nogen, der opdager det. Og hvis du gør, siger du det ikke videre. For det vil bare gøre alt værre,« fortæller Maria Hirse, som ville ønske, at der var overvågning på afdelingerne.
»For det er dér, overfaldene sker,« beskriver hun og fortsætter:
»Så selvom cellen ikke er et sted, du har lyst til at være, blev den et helle i forhold til ikke at skulle forholde sig til, at der kunne være nogen, der ville gøre dig ondt på de måder, de nu kunne. Så man følte sig aldrig sikker.«
»Men det var selvfølgelig også der, hvor jeg turde være ked af det. For jeg var godt klar over, at jeg skulle være varsom med at vise det, når jeg gik ud af cellen, for så ville de opfatte mig som svag. Og jo mere svag du virker, jo mere går de efter dig.«
»Så jeg var nødt til at virke som om, det ikke påvirkede mig synderligt.«
Når Maria Hirse fortæller om tiden bag tremmer i de danske kvindefængsler, griner og smiler hun ofte. For det har været hendes overlevelsesstrategi. Dét, hun har tyet til, når det var sortest. Og det var det ofte.
Men hun knyttede også bånd. Fik venskaber med andre kvindelige indsatte, som gav hende et frirum at manøvrere i. Og indblik i skæbner, der rørte hende dybt.
»Jeg har fået en større forståelse for en stor gruppe mennesker, jeg ikke har været i berøring med før. Så hvis jeg nogensinde har haft fordomme, er de forsvundet nu,« siger Maria Hirse, som allerede nu har planer om endnu en bog.
Denne gang hvor hun fortæller andre kvindelige indsattes historie. Udefra. For én ting ved hun med sikkerhed.
»Jeg havner ikke dér igen. Det er helt sikkert.«
'Kvinde værst – Mit liv bag tremmer' udkommer 30. maj på forlaget People’s Press
