Knap 22 millioner kroner. Så meget har den afdøde købmand Lars Larsens barnebarn smidt på bordet for at sikre sig en luksusejendom i Norge.
Det sker efter at den norske ejendomsmægler forsøgte en ny strategi for at få en velhavende køber til at bide på krogen.
Det skriver flere norske medier – herunder mediet E24.
Det er den tidligere håndboldspiller i Aalborg, Søren Hansen Brunsborg, der er blevet indehaver af den norske luksus hytte, der ligger i det attraktive skiområde Kvittfell nord for Lillehammer.

Søren Hansen Brunsborg er søn af Mette Brunsborg, der er det ene af Lars Larsens to børn.
Hendes bror, Jacob Brunsborg, har siden 2019 været bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, der blandt andet ejer jysk – en post, som han overtog i forbindelse med sin fars kræftsygdom.
Mette Brunsborg er medlem af bestyrelsen.
Både Jacob Brunsborg og Mette Brunsborg har hver to børn, og Lars Larsen Group ejes i dag af de seks familiemedlemmer, der hver har en ejerandel i virksomheden.
Søren Hansen Brunsborg har ligesom de andre familiemedlemmer et holdingselskab – SHB Kapital ApS – hvor han har en del af sin formue placeret. Hans egenkapital er på lige over fem milliarder kroner.
Ifølge E24 har det siden marts været kendt, at det var en udenlandsk køber, der erhvervede sig luksushytten.
Det skete efter ejendomsmægleren forsøgte sig med en ny strategi, hvor han målrettet ledte efter en køber i udlandet.
»Vi valgte at annoncere i Danmark, hvilket førte til, at vi fik en række interessante henvendelser – deriblandt den, som endte som vores køber,« forklarede Hallvard Brevik Klingen fra Privatmegleren Nyeboliger Oslo til E24.
Han mente, at hytten kunne være interessant for udenlandske købere, da den norske krone står i lav kurs for tiden.
Den norske ejendom blev udbudt til salg i efteråret til en pris på 35 millioner norske kroner, men salgsprisen endte noget under udbudsprisen – nemlig på 33,5 millioner norske kroner.
Og det vil næppe have ærgret Lars Larsen, at hans barnebarn fik forhandlet prisen ned. Den afdøde jyske købmand var kendt for aldrig at gå af vejen for et godt tilbud.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra familien Brunsborg. De har dog ikke haft lyst til at kommentere købet.

