'All eyes on Rafah'
Mange brugere af især Instagram har nok set budskabet indenfor det seneste døgn.
For eksempel er det samme AI-genererede billede med ordene blevet delt små 40 millioner gange de seneste to døgn. Men hvad ligger der præcist i opfordringen 'Alle øjne på Rafah', og hvor stammer det fra?
Rafah er den sydligste by i Gaza, og i området bor der i øjeblikket hundredtusindvis af internt fordrevne palæstinensere. Rafah var frem til februar et af få steder i Gaza, hvor palæstinenserne kunne søge tilflugt.
I februar gjorde Israel det dog klart, at man ville begynde en offensiv i byen, som man mener stadig er hjemsted for Hamas-bataljoner. Det var den melding, der i februar fødte budskabet.
Efter de første angreb tæt på Rafah advarede WHO's repræsentant i Gaza, Richard Peeperkorn, Israel mod at gå ind i byen, der på daværende tidspunkt husede over en million internt fordrevne. Man kunne ikke nå at forberede en evakueringsplan for flygtningene i teltlejrene, lød buskabet.
»Der er intet sted for folk at tage hen. Ja, der bliver lavet beredskabsplaner, men de ville være fuldstændig utilstrækkelige,« sagde Peeperkorn under pressebriefingen, hvor den nu kendte opfordring til verdenssamfundet, om ikke at se stiltiende til og ignorere situationen i Rafah, faldt.
»Alle øjne på Rafah.«
Budskabet har floreret til både demonstrationer og på sociale medier lige siden februar. Flere organisationer har også taget ordene til sig - heriblandt Red Barnet. Budskabet tog dog for alvor fart på sociale medier mandag, efter et israelsk angreb kostede 45 civile palæstinensere livet.
Influenceren Elvira Pitzner, tv-værten Anders Breinholt og sangerinden Mø er blot nogle af de få danske kendte, som har delt budskabet indenfor det seneste døgn.
Talsmand for Israels militær, Daniel Hagari, sagde tirsdag, at de bomber, som blev brugt af Israel ramte langt fra de civiles teltlejr. Den efterfølgende brand og eksplosioner formoder Israel skete, fordi der var opbevaret ammonition i eller tæt på teltlejren. Det er dog endnu ikke bekræftet af hverken Israel eller uafhængige organisationer.
Et kontrabudskab er dog også allerede dukket op.
'Hvis dine øjne er på Rafah. Så hjælp os med at finde vores gidsler,' lyder den pro-israelske opfordring med henvisning til, at man antager der stadig sidder israelske gidsler i Rafah.