En rejsekuffert kan som regel holde i mange år, hvis man vælger rigtigt. 

Og en meget iøjenfaldende kuffert, kan gøre en stor forskel, når man skal navigere i kaosset ved bagagebåndet efter en lang flyvetur. 

Men nu advarer en rejseekspert turister i britiske Mirror mod at vælge en kuffert, der skiller sig ud, hvis du ikke vil risikere, at en tyv stikker af med din bagage. 

Du skal tværtimod gå i den modsatte retning.

»En markant kuffert ser måske moderigtig ud, men den fanger de forkerte menneskers opmærksomhed,« siger eksperten til mediet og fortsætter:

»Hvis du virkelig vil rejse sikkert, så vælg noget almindeligt eller endda lidt slidt. Det tiltrækker ikke opmærksomhed, og det reklamerer ikke for, hvad der måtte være indeni.« 

Insisterer du på at have en dyr eller farverig kuffert, anbefaler eksperten i det mindste at lukke den med en form for hængelås. 

Enhver synlig forhindring vil gøre den mindre attraktiv som tyvegods.