Da 26-årige Sofies kæreste flyttede til udlandet, gik det op for hende, at hun var ensom. For at vende om på det søgte hun venskaber på Facebook, men det krævede langt tilløb.
26-årige Sofie Rom Fruensgaard er nervøs, da hun står i lejligheden i juni og retter sin makeup, inden hun igen skal ud af døren.
Hun har tænkt over, hvordan hun skal se ud, men vil helst ikke overdrive det, for som hun siger:
»Hun skal kunne se hvem, jeg er.«
LÆS OGSÅ: Emma samler på venner. Og så plejer hun nogle gange relationen ved at gøre deres køkken rent
Hun skal mødes til en kop kaffe rundt om Søerne i København, et klassisk datespot i byen.
Men Sofie skal ikke date for at finde en kæreste, for det har hun allerede. I stedet skal hun for første gang ud og date for at finde nye venskaber i den by, hun er flyttet til.
Noget, som har krævet et langt tilløb på seks måneder, fra hun tilmeldte sig gruppen.
LÆS OGSÅ: Adelina søgte en fremmed rejsepartner – 10 uger senere drog hun (meget spændt) til Bali
At se sandheden i øjnene
Det hele startede med et opslag i Facebook-gruppen 'Find en veninde, København #dueraldrigalene', hvor hun for en halvanden måned siden postede et opslag om, at hun søgte veninder.
Tidligere havde hun prøvet at finde nye veninder i løbeklubber eller til andre aktiviteter rundt omkring i København, men det gled altid ud i sandet.
»Jeg var lidt skeptisk ved at poste opslaget. Men så gjorde jeg det bare. Enten ville det blive en succesoplevelse, ellers ville det falde til jorden. Men jeg havde ikke noget at miste ved ikke at gøre det,« fortæller Sofie.
Det var da også grænseoverskridende, da hun skulle trykke publicer på billedet af sig selv med en dertilhørende beskrivelse af, hvem hun var, og hvad hun søgte i en veninde.
»Det var hårdt at skulle indse, at jeg er en voksen kvinde, der ikke rigtig har et fællesskab i den by, jeg bor i,« fortæller hun.
I et halvt år havde hun været medlem af gruppen, inden hun lavede sit eget opslag. Det halve år var et langt tilløb til at indrømme, at hun egentlig følte sig ensom. Men hun er langt fra alene.
Levevilkårsundersøgelsen fra 2022 viste, at ni procent i aldersgruppen 16-29 år hele tiden eller det meste af tiden følte sig ensomme. Det var den største procentdel inden for de adspurgte aldersgrupper.
Sofie har boet i København i nogle år efterhånden, men i den tid har hun haft sin kæreste at læne sig op af. Men da han flyttede til Madrid i otte måneder, kom følelsen snigende.
»Jeg var helt alene, for han har været rigtig god til at have mig med til ting,« siger hun.
Men stille og roligt begyndte et hav af beskeder at tikke ind, efter hun havde lagt opslaget op i gruppen.
En overvældende modtagelse
Et skud fra hoften er, at hun har modtaget omkring 50 beskeder fra andre kvinder, der gerne vil tage på venindedate, fortæller hun.
Og der tikker stadig omkring to nye beskeder ind om dagen.
»Jeg bliver rørt over alle henvendelserne. Så er jeg ikke så slem alligevel, når der er så mange, der viser interesse. Det kunne jeg godt føle, da jeg i lang tid havde prøvet at række ud på andre måder. Jeg tænkte i perioder, hvad er det, der gør, at jeg ikke kan danne relationer herovre?« fortæller hun.
To dage efter opslaget tog hun på sin første venindedate. Den, som du læste om helt i begyndelsen.
Siden har hun været på tre venindedates om ugen. Og første date er stortset altid at gå en tur eller drikke kaffe.
»Det er sådan en god måde lige at se stemningen an på,« siger hun.
Anden date har ofte bestået af et glas vin eller mødes til en øl.
»Men jeg har også været ude at spise og en tur i byen sammen med en. Vi havde nok begge to brug for at komme ud og hygge os på den der sådan lidt fjollede måde, hvor man spiser noget god mad og drikker cocktails,« fortæller hun om en af sine venindedates og påpeger selv, at det minder meget om 'almindelig' dating:
»Det er meget samme proces, som når man Tinder-dater. Var det nemt at snakke sammen? Var personen interessant? Hvis jeg har haft følelsen af, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige efter, må det være fordi kemien ikke rigtig var der,« fortæller Sofie.
Allerede nu – blot halvanden måned efter – har hun fundet gensidig kemi hos en håndfuld nye veninder.
Det er kun lige begyndt
I dag går hun stadig på dates, også med nye veninder.
Nervøsiteten, når hun skal på venindedates, er heldigvis forsvundet. Men hendes mål er dog ikke at få 20 nye bekendtskaber.
»Mit håb er, at jeg finder en håndfuld veninder, som jeg kan lave alt og ingenting med. At vi kan tage ud i byen, men også sidde på sofaen og se en film. Veninder som jeg helt spontant kan skrive til,« fortæller hun.
Selvom hendes kæreste er kommet hjem igen, er planen nemlig ikke at stoppe, for hun haft fundet ud af, at venskaberne giver hende noget helt specielt.
»Det giver mig enormt meget energi i min hverdag at have andre mennesker omkring mig, og selvom det også kræver noget at møde nye mennesker, er det altid hyggeligt at drikke kaffe med et nyt menneske,« fortæller hun.
Og selvom det er lidt kliché at kalde det en personlig rejse, har det virkelig været det for Sofie. For hun har lært en vigtig ting om sig selv.
»Jeg er faktisk ikke så asocial, som jeg før troede. Jeg har lært, at det er meget rigt at have nogle mennesker, der holder af en. Det gør mine nye veninder måske ikke helt endnu med mig, men følelsen, det giver mig, er rar,« fortæller hun.
Det at kaste sig ud i at møde nye veninder på denne måde, er også én ting, som Sofie vil anbefale.
»Jeg havde på ingen måde regnet med, at jeg ville vinde noget på det. Så det er virkelig dejligt, at det skete alligevel,« fortæller hun.
Nu glæder hun sig til næste uge, hvor den står på anden date med tre (nye) veninder.