Nu er der et tabu, hun gerne vil gøre op med.
I juni 2025 blev 38-årige Julie Lindberg Hollegaard hevet til side af sin leder. En snak der samme dag førte til, at hun kørte mod Glostrup.
Hun er til dagligt er Chief Talent Officer i en stor virksomhed, og i sit fine arbejdstøj trådte hun ind på akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup.
Den eftermiddag blev hun indlagt på den lukkede afdeling.
Selvom det var en dramatisk dag for Julie, er det også vigtigt for hende at tale højt om. For det er stadig tabubelagt at være indlagt på 'den lukkede'.
LÆS OGSÅ: For to år siden fik Marias 9-årige søn en akut psykose. I dag er alt forandret
Den første indlæggelse
Faktisk var indlæggelsen i juni ikke første gang, Julie blev indlagt på et psykiatrisk hospital. Fem år forinden – i december 2019 – var hun samme sted.
»Jeg havde ikke været en del af psykiatrien før. Jeg havde kun gået lidt til psykolog engang imellem,« fortæller hun.
Julie havde på dette tidspunkt en svær depression, som gav hende så svære selvmordstanker, at hun til sidst havde brug for, at andre tog sig af hende.
Hun havde siddet i bilen foran akutmodtagelsen en enkelt gang før, men der kørte de hjem.
»Jeg var så bange. Jeg ville bare ikke indlægges,« siger hun.
Den episode har hun tænkt meget over siden. For hvorfor ville hun ikke gå ind på akutmodtagelsen den dag?
»Jeg tror, det skyldes, at vi får tudet ørene fulde af forkerte billeder af, hvad det vil sige at være indlagt på psykiatrisk. At det er farligt at være indlagt, og det er slet ikke tilfældet. Personalet er omsorgsfuldt, og de gange, jeg har været indlagt, har de forstået mig,« fortæller hun om sine egne oplevelser.
Dengang i 2019 var det hendes pårørende, som insisterede på, at Julie skulle indlægges. Lægerne bekræftede dem også i, at det psykiatriske hospital var stedet, der kunne give hende ro.
Her var hun indlagt i en uge. Kort efter indlæggelsen blev hun udredt, hvilket gav hende svaret på, hvorfor hun var endt på hospitalet med en så svær depression.
At være the odd one out
Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse.
Den diagnose fik Julie. Det er en personlighedsforstyrrelse, der gør mennesker særligt sårbare.
Personer med diagnosen har ofte udfordringer i deres relationer til andre mennesker, og de kan have svært ved at begå sig og stå på egne ben.
Julie fandt sig til rette i diagnosen. Men så alligevel ikke helt.
»Jeg kunne se mig selv i 80 procent af diagnosen. Men da jeg var i gruppeterapiforløb efterfølgende, lagde jeg mærke til, at mange af dem kæmpede med andre ting end mig. Jeg følte mig som the odd one out i selskabet,« fortæller hun.
Behandlingen havde dog en positiv effekt, og Julie levede med sin diagnose. Faktisk var hun i de år, inden hun igen mødte op på det psykiatriske hospital, helt velfungerende.
Hun passede sit arbejde, var en god mor og kæreste. Men efter fem år viste det sig, at hun var blevet fejldiagnosticeret.
Det var noget helt andet, der igen førte hende tilbage til det psykiatriske hospital.
Med vinteren kom det grå
I vinteren 2024 kom det snigende igen. Julie gled stille tilbage i en depressiv tilstand.
»Jeg var den sidste til at opdage det. Det er ikke, fordi jeg bare henover natten blev svært deprimeret. Jeg gled ind i en mørk tåge, der sugede sjælen ud af mig stille og roligt.«
Hun var i venteposition til en depressiongruppe, så Julie tænkte, at hun kunne holde depressionen hen. Inden hun kunne begynde i gruppen, skulle hun tilses af en specialpsykolog.
»Specialpsykologen valgte at udrede mig igen. Og det er her, hun gav udtryk for, at den diagnose, som jeg havde haft de sidste fem år, var meget tvivlsom. Jeg havde selv på fornemmelsen, at det i stedet kunne være ADHD, efter der kom et øget fokus på ADHD-symptomer hos kvinder,« fortæller hun.
Julie var på dette tidspunkt så påvirket af selvmordstanker, at hun endte med at blive indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup i juni.
Den indlæggelse, som du læste om i begyndelsen.
»Den her gang er det mig selv med hjælp fra mine omgivelser, der bliver enige om, at nu er jeg et sted, hvor jeg har brug for, at der er nogle professionelle, der passer på mig for en periode,« fortæller hun.
Ikke længe efter indlæggelsen fik hun at vide, at hun havde været fejldiagnosticeret. Udredningen viste faktisk, at hun har ADHD.
Det er ikke en superkraft
Den nye diagnose krævede tilvænning. For der følger der stereotyper med, når man får en så omtalt diagnose, som ADHD er.
»Det var en kæmpe lettelse for mig at få ADHD, fordi jeg der fik en begrebsverden, der gjorde, at jeg kunne forstå mig selv bedre. På den anden side orkede jeg ikke at sige til folk, at jeg har ADHD,« fortæller Julie.
Udtalelser som 'vi har alle ADHD' og 'ADHD er en superkraft' var ikke noget, som Julie hverken kunne eller havde lyst til at identificere sig med.
»Hvis du tror, at du har 'lidt' ADHD, honey, then you don't. De narrativer er med til at gøre, at diagnosen ikke bliver taget seriøst, for det er indgribende at have ADHD,« fortæller Julie om diagnosen, som især påvirker hendes følelser.
ADHD-diagnosen har også givet Julie muligheden for at blive medicineret. Det blev hun ikke før, da hun var diagnosticeret med evasiv personlighedsforstyrrelsen.
Vigtigt at tale om
Både depressionerne, fejldiagnosen og indlæggelserne er Julie åben om, for det hjælper hende at tale om det.
»Det er svært at nå til den erkendelse, at du ikke kan passe på dig selv længere, for det føles som et kontroltab og et nederlag. Derfor er det også vigtigt at tale højt om,« fortæller Julie.
Men der er en vis berøringsangst, når det kommer til at tale om at være et indlagt på et psykiatrisk hospital, oplever Julie.
»Det er ikke et tabu at være indlagt i somatikken (med noget kropsligt, red.). Det bør være ligeså naturligt at dele, at du har været indlagt i psykiatrien,« fortæller hun og tilføjer:
»Jeg har også inviteret til, at folk skal spørge ind, men det er der ikke så mange, der gør.«
Det er kun ved nysgerrig dialog, at vi kan få afmystificeret, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk hospital, og hvornår man skal tage imod den hjælp, understreger hun.
