Sent tirsdag aften kort før klokken 23 blev Slagterens Smørrebrød & Delikatesse på Islands Brygge igen ramt af voldsomt hærværk.
Maskerede gerningsmænd smadrede ruderne og kastede mursten ind i butikken. Denne gang gik de direkte efter osteskabet og modningsskabet med svinekød.
»Det her er next level,« siger indehaver Sandie Ring.
Situationen er ved at eskalere i en sådan grad, at medarbejderne er bange for at gå på arbejde:
»Mine medarbejdere møder jo bare ind for at passe deres job – og bliver så mødt af knuste ruder og mursten. Det er klart, at de frygter, hvad det næste bliver. De der veganere virker jo helt skruppelløse.«
Politiet blev tilkaldt, men ifølge familien Ring endte sagen uden handling.
»Vi stod og ventede og ventede, og måtte ikke røre ved noget, fordi politiet ville tage fingeraftryk. Til sidst blev det hele så bare afblæst. De spurgte ikke engang til overvågning. Ærlig talt føler vi os fuldstændig alene,« siger Sandie Ring.
På sociale medier bliver butikken hånet af aktivisterne fra Vegan Activism Denmark, som flere gange har chikaneret familien:
»At et modningsskab er afgået ved døden berører os dybt. Rest in Peace til de tusinde dyr I dræber, og et vindue og modningsskab,« skriver veganerne.
Tidligere har B.T. som første medie kunne fortælle om, hvordan slagterfamilien er blevet mødt af råb som 'Mordere!' og 'I voldtager dyrene!', mens deres to små drenge stod ved siden af.
Flere gange er facaden blevet spraymalet og familiens bil ridset. Skader som allerede har kostet familien over 50.000 kroner – vel at mærke eksklusiv de nye skader.
Sagen er så alvorlig, at statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt chikanen et decideret »angreb på en almindelig familie.«
Justitsminister Peter Hummelgaard (S), Inger Støjberg (DD), Pia Kjærsgaard (DF) og Jan E. Jørgensen (V) har derudover besøgt forretningen og krævet handling.
Alligevel føler Sandie Ring, at der intet sker.
»Politikerne kommer og tager billeder, men vi mangler handling. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan drive en forretning i Danmark uden at blive angrebet igen og igen,« siger hun og tilføjer:
»De bliver jo ved, og det jo fordi, der ikke sker noget. Straffen er alt for lav. Det værste de risikerer, er en bøde. Imens betaler vi prisen.«
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi, men de har ikke mulighed for at svare, lyder det fra vagtchefen.
Vegan Activism Denmark afviser, at de har noget med hærværket at gøre.
»Det er sjovt, at familien mener det en hån. Vi synes det er en hån mod dyrene, at tale om lidt maling, smadrede ruder eller et modningsskab, når der bliver dræbt tusindvis af dyr – og forretningen bidrager til det, når de sælger ligene fra dyr,« siger veganeraktivisten Adam til B.T.
Organisation nægter desuden at tage stilling til, hvorvidt hærværk mod familiens butik er i orden:
»Jeg tror ikke, at nogen er hundredprocent imod hærværk. Bare se på modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig,« afslutter aktivisten.