»Det her er anarki. Det kan de ikke være bekendt.«
Ordene kommer fra værdiordfører og tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der er ankommet til slagterbutikken Slagter & Mad på Holmbladsgade 6 på Amager.
Her foregår i skrivende stund en demonstration fra aktivistgruppen 'Amager imod slagtere,' der står på den modsatte side af gaden om kommer med tilråb mod slagteren og dets kunder.
»Jeg synes, at de er totalt latterlige. At de skal kalde på politi, vorherre bevares. Jeg har absolut intet til overs for dem,« siger Pia Kjærsgaard videre og slår fast, at hun er kommet for at støtte op om slagteren:

»Jeg køber en anden gang (kød, red.). I dag er jeg her for at sige godt gået.«
Demonstranterne råber nu mod Pia Kjærsgaard:
»Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor synes du, at det er okay, at grise lever på så få kvadratmeter? Skam dig, skam dig så meget!«
»I støtter gaskamre,« bliver også råbt fra aktivistgruppen 'Amager imod slagtere.'

På slagtersiden står kunder og spiser kød for at vise deres støtte til Slagter & Mad.
Der er da også mødt væsentlig flere op på slagtersiden, end der er demonstranter på den modsatte side af gaden.
Politiet er til stede ved demonstrationen og vil være det, indtil der ikke er behov for det mere.
