Jonas Vingegaard (Visma) sad som limet til rivalen Joao Almeidas (UAE) baghjul hele vejen opad den berømte, berygtede og ekstremt stejle L'Angliru-stigning under gårsdagens kongeetape i Vuelta a España.
Men det ventede angreb kom aldrig. Det kan der imidlertid være en ret god forklaring på.
For Almeida kørte stærkt op ad L'Angliru. Rigtig stærkt, endda.
Ja, det gik så hurtigt, at Almeida og Vingegaard tangerede den hurtigste opkørsel nogensinde på stigningen ifølge X-brugeren Mihai Simion, som følger professionel cykling tæt og ofte skriver om nye rekorder.
Med Almeida som trækhest brugte de to Vuelta-kombattanter 41 minutter og 55 sekunder på opkørslen – præcis samme tid som Vuelta-legenden Roberto Heras præsterede for 25 år siden, hvor han triumferede på L'Angliru i ensom majestæt.
I det hele taget blev der kørt hurtigt på finalebjerget i går.
Bag Almeida og Vingegaard præsterede også Jai Hindley (Bora), Vingegaards holdkammerat Sepp Kuss (Visma) og Felix Gall (Decathlon) at klemme sig ind i alletiders top 10 på L'Angliru.
I dag venter der Vingegaard og co. endnu et stort slag i bjergene.
På dagens etape er der en stigning i kategori 3 og en i kategori 1 på menuen, før det hele skal afgøres på den næsten 17 kilometer lange kategori 1-stigning Alto de La Farrapona.
Jonas Vingegaard fører løbet sammenlagt med 46 sekunder ned til Joao Almeida på andenpladsen.
Mens mange iagttagere undrede sig over, at danskeren ikke forsøgte at køre fra sin portugisiske rival på L'Angliru, mener B.T.s Vuelta-ekspert, Bjarne Riis, at Vingegaard gjorde det helt rigtige.
Det kan du læse mere om HER.
Roberto Heras – som nu må dele rekorden for den hurtigste opkørsel på L'Angliru med Vingegaard og Almeida – er med fire samlede sejre den rytter, der har vundet Vuelta a España flest gange.