Det er ikke Fort Knox, men det er tæt på.
For intet er overladt til tilfældighederne i Holger Runes københavnerlejlighed i Nordhavn, der er topsikret over det hele.
Den danske tennisstjerne har blandt andet investeret i en specialfremstillet dør med armeret stål og specielle låse, så absolut ingen uvedkommende kan trænge ind i lejligheden.
Og det er der en særlig årsag til, fortæller stortalentet på et pressemøde i Paris efter førsterundesejren ved French Open, da B.T. spørger ham ind til emnet.
»Jeg føler mig overhovedet ikke utryg i Danmark, men jeg vil også bare gerne være sikker og ikke have nogen ind, som ikke skal ind,« lyder det fra danskeren, inden han tilføjer:
»Jeg kan godt lide at bo trygt og godt, og jeg er jo også flyttet permanent til Monaco, hvor der ikke er ret meget kriminalitet. Men altså...det har vi heldigvis heller ikke i København.«
Danskerens mor og manager, Aneke Rune, har tidligere fortalt, hvordan den 105 kvadratmeter store lejlighed, som kostede 6.950.000 kroner, er blevet istandsat.
»Væggene er revet ned, og der er lavet helt nyt køkken og bad, ligesom alle gulve og lofter er blevet skiftet. Det bliver indrettet som en kæmpe hotelsuite med diskret, snedkerlavet køkken i lækre materialer med blandt andet italiensk marmor. Det bliver cool,« lød det blandt andet sidste år.
Foruden københavnerlejligheden ejer den unge dansker også et sommerhus i Vejby, som han købte for 2.950.000 kroner i 2022.
Og for nylig kunne B.T. fortælle, at Holger Rune er tæt på at have købt en luksusvilla i Sydfrankrig.
Rune skal torsdag i aktion ved French Open, når han møder italienske Flavio Cobolli i anden runde.
Du kan følge kampen live på bt.dk.