Roger Federer nærmer sig sin tredje Australian Open-titel i træk, efter at schweizeren mandag spillede sig i kvartfinalen af Grand Slam-turneringen.

Roger Federer var tilbage i sin vante rolle, da han mandag spillede ottendedelsfinale ved Australian Open i Melbourne. Efter forskrækkelsen i tredje runde med den snævre sejr i fem sæt over serberen Janko Tipsarevic spillede Roger Federer sig i kvartfinalen med en sejr i tre sæt på 6-4, 7-6 (9-7), 6-3 over den 13.-seedede tjekke Tomas Berdych.

- Det var en hård kamp. Gudskelov vandt han ikke andet sæt, for så ved man aldrig, hvad der sker, sagde Roger Federer efter sin sejr.

I kvartfinalen møder verdens bedste tennispiller, der jagter sin 13. Grand Slam-titel, nu amerikaneren James Blake, som besejrede kroaten Marin Cilic 6-3, 6-4, 6-4. Blake er nede 0-7 i indbyrdes opgør mod Roger Federer.

Hos kvinderne får Caroline Wozniackis besejrer Ana Ivanovic i kvartfinalen fornøjelsen af at møde amerikaneren Venus Williams. Mesteren fra 2001 og 2003 vandt 6-4, 6-4 over Marta Domaschowska fra Polen.

/ritzau/