Drømmen om at puste nyt liv i den hendøende Odense Lufthavn i Beldringe uden store offentlige udgifter er endt i økonomisk slagsmål mellem de offentlige ejere af lufthavnen og forpagteren, det britiske selskab Wiggings Group ved datterselskabet PlaneStation Danmark. Derfor ramler parterne de kommende dage sammen i en længe varslet voldgiftssag i København.

Lufthavnen ejes af fem fynske kommuner samt Fyns Amt. I 2000 indgik ejerne en kontrakt med det britiske selskab, som lovede at skabe nyt liv i lufthaven primært med en satsning på luftfragttrafik.

Undervejs har de offentlige ejere udvidet og forlænget start- og landingsbanen med 200 meter til 1845 meter for 25 millioner kroner, så Odense Lufthavn blev i stand til at håndtere større fly end tidligere. Wiggins Group ved PlaneStation har imidlertid gjort gældende, at udvidelsen ikke er udført rettidigt og ikke er tilstrækkelig omfattende.

Derfor har den engelske forpagter ikke betalt leje for lufthavnen siden juni 2001 og skylder nu kommuner og amt over 11 millioner kroner. Afgørelsen i sagen ventes i løbet af et par uger.

/ritzau/