Et virkelig vådt forår er årsagen til, at landets haveejere kan se frem til en hel del ubudne gæster denne sommer.

Det skriver Avisen Danmark

Regnen, der væltede ned over Danmark i april, giver nemlig dræbersneglene rigtig fine levevilkår. 

Organisationen Haveselskabet står bag advarslen, og rundt omkring har sneglene allerede gjort deres indtog i haverne. 

»Vi har allerede fået flere henvendelser om snegleskader, end vi plejer,« lyder det fra Marlene Nielsen, der er rådgiver i Haveselskabet til Avisen Danmark.

Hun har flere gode råd til, hvordan du kan skaffe dig af med de slimede væsner. 

Først og fremmest handler det om at være tidligt ude, hvis dræbersneglene ikke skal gå i forårsblomsterne. De spiser nemlig mest kort efter, de er blevet udklækket. 

En enkelt dræbersnegl kan lægge op til 500 æg, og det kan derfor virke helt uoverskueligt at finkæmme haven for snegle. En nem måde at komme problemet til livs er at lægge en 'fælde' for sneglene. 

I et fugtigt hjørne i haven kan man lægge et gammel salathoved, det skulle efter sigende tiltrække dræbersneglene, så de er samlet på ét sted og gøre det lettere at gøre kort proces. 

Når du vil skille dig af med sneglene, er den mest humane måde at klippe dem over med en saks. Alternativt kan man bruge såkaldt sneglekorn, men det kan også påvirke andre insekter.